Sport26. januar 2023

Camilla Andersen deler udbytte på fire millioner

Den tidligere håndboldstjerne Camilla Andersen har haft et forrygende år
Camilla Andersen og Charlotte
Camilla Andersen med ægtefællen Charlotte. Tilsammen ejer de over halvdelen af Travel Sense.
 Foto: Mikael Rieck

Camilla Andersen kunne score mål på stribe, da hun sammen med Anja Andersen dominerede 90’ernes håndboldlandshold.

Den nu 49-årige håndboldprofil kan også score udenfor banen – ikke mindst i rejsebranchen, hvor hendes rejsebureau Travel Sense netop har præsenteret nogle regnskabstal, der formentlig får firmaets cirka syv medarbejdere til at drømme om en bonus.

I det seneste regnskabsår, der blev afsluttet 30. september, havde Travel Sense en indtjening på over 11,5 millioner kroner. Forrige år var tallet “kun” 2,6 millioner.

Overskuddet blev på næsten 6,9 millioner. Forrige år var det på godt 800.000 kroner.

Camilla Andersen
Camilla er ikke holdt op med at lege med bolden. Her er det dog en gang showfodbold i forbindelse med EM.
 Foto: Dan Mariegaard

Nye kunder

Den voldsomme vækst skyldes flere ting:

– Det har været muligt at tiltrække en række nye store virksomhedskunder. Desuden har vi i det forløbne regnskabsår oplevet en stor opsparet efterspørgsel efter rejser i forlængelse af, at restriktionerne som følge af Covid 19 er blevet ophævet i både Danmark og de fleste andre lande, skriver ledelsen i beretningen.

Travel Sense ejes af Camilla Andersen, hendes ægtefælle Charlotte og den tidligere “Løvens hule”-investor Birgit Aaby. De deler et udbytte på fire millioner kroner.

Birgit Aaby
Birgit Aaby er medejer og formand for bureauets bestyrelse.
 Foto: Dan Mariegaard

Sponsoreret indhold