Netflix-stjerne afslører: – Jeg bar Jeffrey Dahmers RIGTIGE tøj
Den amerikanske skuespiller Evan Peters tog drastiske midler i brug for at leve sig fuldstændigt ind i rollen som sadistisk seriemorder.
I forbindelse med rollen som Jeffrey Dahmer valgte den 35-årige skuespiller således at bære seriemorderens rigtige tøj.
Det fortæller han i en spørgerunde ifølge Metro.

Forud for optagelserne til "Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story" iførte Evan Peters sig ikke kun seriemorderens bluser og bukser.
Han iførte sig også Jeffrey Dahmers briller og sko – og Evan Peters gjorde dette i flere måneder.
– Jeg overvejede længe, om jeg skulle gøre det eller ej. Jeg vidste, at det ville blive virkelig mørkt og meget svært, fortæller Evan Peters ifølge Metro i spørgerunden.
Han ønskede dog at forberede sig så godt, han kunne forud for rollen.
Derfor så og analyserede han også det famøse Dateline-interview med Jeffrey Dahmer fra 1994.
Evan Peters forsøgte i den forbindelse at lære Jeffrey Dahmers særprægede accent.
35-årige Evan Peters har tidligere fortalt, at de mange måneders forberedelse – og den efterfølgende indspilning – af Netflix-serien er noget af det hårdeste, han har prøvet.

Stoppet ved et tilfælde
Jeffrey Dahmer var og er en af vor tids værste seriemordere, og det var kun ved et rent lykketræf, at han blev stoppet.
Det lykkedes således et af ofrene at undslippe, og politiet blev tilkaldt. De opsøgte Jeffrey Dahmer i hans lejlighed, hvor de ved et rent tilfælde fandt grusomme polaroidfotos i hans lejlighed.

Den tidligere chokoladefabriksarbejder nåede at dræbe og partere 17 drenge og unge mænd i perioden 1978-1991.
Han havde formentlig dræbt endnu flere, hvis politiet ikke var stødt på de grusomme fotos.
Jeffrey Dahmer blev idømt fængsel på livstid, og i fængslet blev han overfaldet to gange af andre indsatte. Første gang forsøgte en indsat uden held at dræbe ham med en hjemmelavet kniv.

Fire måneder senere – 28. november 1994 – blev Jeffrey Dahmer igen overfaldet i badet. En anden indsat tæskede ham med en metalstang. Jeffrey Dahmer var i live, da han blev fundet. Han døde dog en time senere på hospitalet.