Kendte28. september 2022

"Nybyggerne"-parret Lise Vandborg og Michael Christensen har købt sommerhus i Løkken

Parret, der vandt "Nybyggerne" i 2016, udvider boligporteføljen med et lille sommerhus i Løkken
Nybyggerne
Her er parret fotograferet tilbage i 2018 med deres søn Villy. Senere er sønnen Verner også kommet til.
 Foto: Hanne Juul

Siden Lise Vandborg og Michael Christensen tilbage i 2016 vandt "Nybyggerne", har parret haft gang i bolighandlerne.

Der gik kun et par år i vinderhuset i Farum, før hjemveen trak i dem, og de solgte deres præmiehus og rykkede tilbage til Nordjylland.

Her købte de en grund til 1.490.000 kr. i stationsbyen Skørping, hvor de byggede drømmehuset, og nu har parret, der er forældre til sønnerne Villy og Verner, nu gjort endnu et nordjysk boligkøb.

Oplysninger fra Tinglysningen viser nemlig, at parret i august lukkede en købsaftale på et sommerhus. 740.000 kr. skulle parret lægge for lykken i Løkken.

Selv om overtagelsesdatoen på papiret lyder på 1. oktober, så kan man på Lise Vandborgs Instagram se, at den lille familie skam allerede er flyttet ind i "træhytten" på 53 kvadratmeter.

Og naturligvis skal det lille sommerhus, der er bygget i 1969, udsættes for en "Lise og Michael"-hånd, som Lise Vandborg selv formulerer det på Instagram.

Det lille brune hus ligger på en 1385 kvadratmeter stor grund beliggende ved vestkysten. På grunden ligger også en tilhørende garage på 25 kvadratmeter.

Under corona buldrede sommerhuspriserne op, men som med det gængse boligmarked ser det nu også ud til, at markedet for sommerhuse er på vej ned.

I hvert fald fik parret et afslag på 151.000 kr., svarende til 17 procent rabat.

Sponsoreret indhold