Robert Hansen: Pokerhaj
Det flasker sig for Robert Hansen i øjeblikket.
I weekenden sad han med helt fremme i forreste række, da der blev spillet Unibet Open, en stor international pokerturnering, der afvikledes i Warszawa. Robert, der også spinder guld på sin selvbiografi "Velkommen på forsiden" her op til jul, spillede sig frem til en 22.-plads blandt de 401 spillere, der havde kvalificeret sig fra hele Europa.
- Det var fedt. Men jeg ville sgu gerne have været med finalebordet og kørt efter millionen, siger han til B.T.
22.-pladsen var nu heller ikke så dårligt betalt. Robert Hansen fik en check på 3953 euro, hvilket svarer til ca. 30.000 kr.
Af de i alt 35 danskere, der var med i Polens hovedstad, nåede kun 6 blandt de 45 bedste, der fik kontant udbetaling for deres kortkunst og bluff. Blandt dem, der måtte rejse tomhændede hjem, var skuespilleren Dejan Cukic og "Vild med dans"-stjernen Joachim B. Olsen.