James Prices store boligkup: Fik mere end han bad om

Da James Price tidligere i år glad kunne fortælle, at hans hus i Gentofte var blevet solgt på rekordtid, lagde kapelmesteren og tv-kokken ikke skjul på, at han havde gjort en god handel.
Og et tjek af tinglysningen af handlen, som netop er gået igennem, afslører da også, at Price har gjort et regulært boligkup.
For ikke nok med at James Price fik de 9,9 millioner kroner, han forlangte. Der blev lagt 25.000 kroner oveni.
De 9,925 millioner kroner kommer da også fra en ganske rutineret ejendomsfamilie. Det er nemlig advokat Thomas W. Færch, som sammen med konen var hurtig til at slå til.
Thomas Færch ejer eller er samtidig medejer af ejendomme til en samlet værdi af nu over 30 millioner kroner, viser data fra Tinglysningen.
Den 49-årige advokat står også i spidsen for og er medejer en af landets store ejendomsselskaber, Gefion Group.
En af de ejendomme, som Færch-familien ejer, ligger netop i Gentofte blot 1,6 kilometer fra Price-købet. P.t. ejer familien fortsat begge huse.
James Price og hans kone, Anette, er derimod for længst flyttet til deres nye hjem i Hørsholm. Også her gjorde Price en god handel, da han lagde 8,8 millioner kroner for villaen på 212 kvadratmeter.
Det var 695.000 kroner mindre end den oprindelige udbudspris.