
"Natholdet" vender tilbage
Den er god nok!
Sådan lyder meldingen på TV 2- programmet ”Natholdets” officielle Instagram-profil. Programmet – tidligere bestyret af Anders Breinholt – lever tilsyneladende i bedste velgående, og seere kan nu glæde sig til, at ”Natholdet” vender tilbage til efteråret.
Af netop denne årsag mangler ”Natholdet”-redaktionen din hjælp.
Der er nemlig en af de famøse kopper på højkant, hvis man kan forsyne dem med sjove klip eller tip. Og er man trofast seer gennem svimlende 23 sæsoner siden 2010, så ved man også, hvor kostbar sådan én er.
Sidste efterår trak den faste vært på programmet gennem stort set samtlige sæsoner – på nær den sidste, som krævede vikarer, da han optog ”Breinholt og venner” – stikket på sin værtstjans.
- Tilbage i december måned sidste år gik jeg den tunge gang til programchefen og programdirektøren på TV 2 og oplyste dem, at 2021 vil blive det sidste år, jeg er vært på "Natholdet", skrev den 49-årige vært.
- Så kære venner, når klokken ’slår’ den 24. december 2021, så er det også sidste gang, jeg har iklædt mig et stykke beklædning med "Natholdets" logo på. Det logo har jeg båret med stolthed og glæde de sidste 11 år, fortsatte værten på "Natholdet", der har været sendt over 900 afsnit i mere end et årti.

