Streaming31. maj 2022

Hvad er fakta og fiktion i HBO Max-serien "The Staircase"?

Den skræmmende historie om krimiforfatteren Michael Peterson, der blev anklaget for at have slået sin kone, Kathleen Peterson, ihjel, er baseret på en virkelig historie. Men hvor meget af serien er egentlig som i virkeligheden?
Se traileren til dramaserien "The Staircase".
 (Video: HBO Max)

Advarsel: Denne artikel indeholder spoilers!

Få sager har skabt så meget røre og debat som sagen om Michael og Kathleen Peterson.

I 2003 blev den 60-årige multimillionær og krimiforfatter dømt skyldig for mordet på sin hustru, men både før, under og efter retssagen har der hersket seriøs tvivl om, hvorvidt han var skyldig.

Dokumentarserien "The Staircase" fra 2004 gik i dybden med sagen, og i år blev det så fiktionens tur til at kaste sig over den mystiske historie.

Det skete i forbindelse med HBO Max-serien "The Staircase", der havde premiere på streamingtjenesten den 5. maj, og selvom den nye serie følger historien relativt trofast, så er der elementer, der adskiller sig fra virkelighedens mordsag.

Colin Firth spiller rollen som den morddømte fiktionsforfatter Michael Peterson i tv-serien "The Staircase".
Colin Firth spiller rollen som den morddømte fiktionsforfatter Michael Peterson i tv-serien "The Staircase".
 (Foto: HBO Max)

HBO Max-serien har sørget for at være så meta, som den overhovedet kan være, ved også at følge historien om hvordan dokumentarserien i sin tid blev til.

- Vores hensigt var at undersøge sandhedens virkelig og undvigende natur, og hvordan sandheden i sidste ende ligesom bliver fanget i historiefortælling, og at alle forsøger at fortælle deres version af historien, lyder forklaringen fra "The Staircase"-instruktøren Antonio Campos til Hollywood Life.

Hvem var Kathleen Peterson?

Når det kommer til mordofret, Kathleen Peterson, har HBO-serien gjort sig umage med at få de mest basale facts på plads. Virkelighedens Kathleen Peterson voksede ganske rigtigt op i Pennsylvania med sine to søstre og bror og læste til ingeniør på Duke University.

Før hun mødte Michael Peterson, var hun gift med Fred Atwater, som hun fik datteren Caitlin med. Og jo, hun arbejdede, som hun gør i serien, ihærdigt i virksomheden Nortel.

Toni Collette som Kathleen Peterson i "The Staircase". 
Toni Collette som Kathleen Peterson i "The Staircase".
 (Foto: HBO Max)

De mere personlige detaljer om Kathleen er friheder, som skaberne bag serien har taget sig.

Dem, der har set den originale dokumentarserie, ved, at Kathleen Peterson som person står tilbage som noget af et mysterium, og det ønskede skaberne af HBO-serien at løse.

- Alle, der fulgte sagen, ville gerne forstå, hvem den her person var, hvordan hendes liv var, før hun døde, siger Antonio Campus, der forklarer, at skaberne ønskede at skabe en historie for Kathleen, der kunne lede til alle dødsteorierne.

Er retssagen korrekt?

Det meste af det, vi ser i HBO's "The Staircase", er korrekt i forhold til, hvordan virkeligheden retssag udspillede sig.

Colin Firth i retten som Michael Peterson.
Colin Firth i retten som Michael Peterson.
 (Foto: HBO Max)

Michael Petersons advokat, David Rudolf, har blandt andet bekræftet, at alt lige fra billeder af Kathleen Petersons lig til den interne krise i den splittede familie er korrekt.

- Jeg synes, de har meget ret med hensyn til det tunnelsyn, som politiet og anklagemyndigheden havde baseret på blod på stedet og intet andet, siger Petersons advokat til Charlotte Observer.

- Og så hvordan det tunnelsyn blev overført til retsmedicineren, og hvordan retsmedicinerens tunnelsyn blev overført til familien, og hvordan Candace (Kathleens datter) og Caitlin og Lori endte med at vende sig mod Michael, selvom ingen af dem fra starten af overhovedet troede på, at det var en mulighed.

Flere ting er lavet om

Selvom meget af selve retssagen er portrætteret korrekt, så mener David Rudolf dog, at serien har taget sig nogle seriøse friheder og lavet om på mange ting.

https://imgix.seoghoer.dk/2022-05-30/colin-firth.jpg
 (Foto: HBO Max)

Eksempelvis vidnede en ekspert i forbindelse med sagen og slog fast, at Michael havde arrangeret flere ting på gerningsstedet. Politiet fandt eftersigende en flaske vin og to "fint arrangerede" glas.

Der var bare lige det problem, at Kathleens fingeraftryk ikke var at finde på glassene, ligesom hun havde en meget lav alkoholprocent i blodet. Den del af sagen er ganske enkelt blevet udeladt i HBO-serien.

David Rudolf er heller ikke tilfreds med, hvordan serien har valgt at portrættere hans egen tilstedeværelse foran juryen.

Det sker i seriens første afsnit, hvor anklageren skal præsentere sagen for den udvalgte jury.

- Alle, der ved noget om strafferetssystemet, vil se den scene og sige: Det er bullshit. Så det er bare latterligt. Det sker aldrig nogensinde. Jeg kender ikke til nogen forsvarsadvokat nogle steder i USA, der nogensinde har været til stede, når en distriktsadvokat har fremvist beviser for juryen.

En kærlighedsaffære

Den del af historien, som nok også har kunnet overraske fans af dokumentarserien, er historien om den franske kvinde, Sophie Brunet.

Juliette Binoche spiller Sophie Brunet i "The Staircase".
Juliette Binoche spiller Sophie Brunet i "The Staircase".
 (Foto: HBO Max)

Brunet var en af dokumentarseriens klippere, og hun blev ganske rigtigt forelsket i virkelighedens Michael Peterson.

Det meste af historien om parrets kærlighedsaffære er ifølge en artikel fra 2008 i Le Monde korrekt. Brunet konkluderede nemlig, mens hun arbejdede på dokumentaren, at Peterson var uskyldig.

Da dommen faldt over den tidligere familiefar, brød Brunet sammen, og i det øjeblik indså hun, at hun havde fået følelser for ham.

Ligesom i HBO-serien sendte hun ham en udgave af Proust-værket "På sporet af den tabte tid", ligesom hun også besøgte ham regelmæssigt i fængslet gennem fire år. Forholdet varede frem til 2017.

Den famøse ugleteori

Sidst, men absolut ikke mindst har serien kastet sig over den utrolige ugleteori.

Anklageren var i 2003 overbevist om, at Michael Peterson havde dræbt sin kone med en ildrager, mens forsvaret mente, at Kathleen havde slået baghoved og isse, fordi hun faldt ned af trappen.

I 2008 delte Michael Petersons forhenværende nabo, Larry Pollard, en række videoer på YouTube, hvor han argumenterede for, at det var en ugle, der havde slået Kathleen ihjel.

Hvad er ugleteorien?

– Det var alment kendt, at racen spærret ugler (strix varia, red.) boede i skovene omkring Peterson-hjemmet

– Denne uglerace er kendt for at være aggressiv, og uglerne kan være farlige – De har før angrebet mennesker

– Der blev fundet dråber af blod udenfor huset, der ledte op mod hoveddøren

– Der var en stor blodplet på ydersiden af hoveddøren

– Mindst to af Kathleens skader stemmer overens med tippen af en ugles næb

– Der blev fundet en fjer på hendes krop

– Det var tydeligt, at der var blevet hevet totter ud af hendes hår

– Hun havde ingen tegn på hjerneskade eller hævelse, der ellers ofte hænder ved slag med stumpt våben

Petersons advokat har senere udtalt, at han ærgrer sig over, at forsvaret aldrig overvejede at inddrage ugleteorien som en del af retssagen.

Han mener nemlig, at flere dele af teorien gik fint hånd i hånd med de beviser, der var, og at det måske kunne have overbevist juryen om, at Michael Peterson var uskyldig.

"The Staircase" kan streames på HBO Max.

Se traileren til "The Staircase" øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold