Krimi5. maj 2022

Sandheden om “The Staircase”: Slog Michael Peterson sin hustru ihjel?

I 2003 blev den dengang 60-årige Michael Peterson dømt skyldig for mordet på sin hustru, Kathleen Peterson, efter hun i 2001 blev fundet livløs og blødende for foden af trappen i parrets luksusresidens i North Carolina
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/the_staircase_s01e13_8m4s12113f.jpg
 Foto: Netflix

Sagen om multimillionær og krimiforfatter Michael Peterson, 78, og hans hustrus mistænkelige dødsfald er ad flere omgange blevet filmatiseret.

Først af et fransk filmhold i begyndelsen af 00’erne, hvilket siden blev til en 13 episoder lang serie på Netflix, og senest i en filmatiseret serieudgave på HBO Max, der får premiere den 5. maj.

Her fortæller SE og HØR den sande - og ikke mindst mystiske - historie.

Søndag den 9. december 2001 bliver en skæbnesvanger dag for Michael Peterson og ikke mindst hans hustru, den dengang blot 48-årige Kathleen Peterson.

Omkring 02.40 om natten ringer Michael panisk og forvirret til alarmcentralen, da han finder Kathleen liggende livløs for enden af trappen i deres fælles hjem i Durham, North Carolina.

Da ambulancen og redderne ankommer til parrets hjem, har hun ingen puls.

Redderne finder hende liggende for foden af trappen i en kæmpe blodpøl, der strækker sig fra gulvet til enden af trappen, mens der også kan ses tydelige blodstænk og pletter op og ned ad væggen.

Et syn, der hurtigt får det lokale politi til at behandle Kathleens død som en mordsag med ægtemanden som hovedmistænkt.

Michaels forklaring

Ifølge Michael havde parret ellers nydt deres lørdag aften med en god film, de havde lejet hos den lokale Blockbuster, mens de sammen nød en dejlig middag med vin.

Dette kunne en kvittering fra filmforretningen bekræfte, mens også Michaels ene søn, Todd, der kommer forbi ved 22-tiden sammen med en ven, kunne fortælle, at han havde set faren med stedmoren se en film sammen.

Kathleen taler ved 23-tiden i telefon med en kollega, og efterfølgende nyder parret en god snak ved hjemmets pool, inden Kathleen trækker sig for at gå i seng.

30-40 minutter senere går Michael indenfor, hvor han ser det frygtelige syn af hustruen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/the_staircase_s01e09_3m26s5172f.jpg
 Foto: Netflix

Kathleen Peterson og Michael Peterson havde udadtil et godt ægteskab. Foto: Netflix

Til politiet forklarer han, at hun må være faldet ned ad trappen, fordi hun både har drukket alkohol og indtaget det beroligende medicin Valium.

Men politiet tvivler på Petersons forklaring, og den 20. december 2001 bliver han anholdt og sigtet for overlagt mord.

Den første retssag

I 2003 starter den tre måneder lange retssag mod Michael Peterson.

Retsmedicineren, Deborah Radisch, fremlægger i retten, at Kathleens død ikke kan være forårsaget af at fald ned ad trappen, men at hun i stedet må være død som følge af slag mod hovedet.

Ifølge Radisch er der fundet syv flænger fordelt på Kathleens baghoved og isse. Noget, hun mener må skyldes slag fra et stumpt våben.

Forsvaret er dog langt fra enige i den teori.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/the_staircase_s01e01_23m35s35387f.jpg
 Foto: Netflix

Skaderne på Kathleens hoved. Foto: Netflix

Ifølge de retsmedicinske analyser rt Kathleens kranie ikke blevet beskadiget, og hun har heller ikke lidt nogen skade på hjernen.

Noget, som ellers ville være sket, hvis hun var blevet slået med et våben.

Mængden af blod, og måden stænkene var placeret, er også med til at styrke forsvaret, da det ifølge deres retsmedicinske ekspert, Dr. Henry Lee, indikerer et uheld fremfor et reelt mord.

– Disse typer pletter kan fremkomme ved host, nys, vejrtrækning og bevægelse af håret, lyder det blandt andet i retten fra ham.

Men Dr. Henry Lee ønsker ikke at udelukke, at Kathleen kan være blevet slået, selv om hendes hjerne umiddelbart ikke har lidt nogen skade eller er hævet. Ting, der ellers ofte er tilfældet ved slag mod hovedet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/the_staircase_s01e07_10m39s15992f.jpg
 Foto: Netflix

Forsvaret brugte en stor del af deres tid på at lave deres egne blodstænksanalyser. I sidste ende fik det dog ingen betydning for retssagen. Foto: Netflix

Ifølge anklageren må Michael Peterson have slået sin hustru adskillige gange i hovedet med en ildrager.

En ildrager, som dog ikke er at finde nogen steder.

Det forsvundne mordvåben dukker dog pludseligt op flere uger senere, da det bliver opdaget stående i Petersons garage.

Billeder vist i retssagen afslører tilmed, at den har stået der længe, fordi den blandt andet er fyldt med støv og spindelvæv - og det bliver desuden aldrig bekræftet, at den, eller en anden ildrager, var skyld i flængerne.

Kathleens officielle dødsårsag bliver beskrevet som tab af blod som følge af flængerne i hovedet.

Har han gjort det før?

Undervejs i den opsigtsvækkende retssag står det pludselig klart, at Peterson 18 år tidligere stod i en lignende situation.

Her boede Michael Peterson og hans daværende hustru, Patricia Peterson, i den amerikanske base Gräfenhausen i Tyskland, og parret var ganske tætte med naboerne, George og Elisabeth Ratliff.

Da George døde i 1983, begyndte Michael at tilbringe en stor del af sin tid hos enken og hendes to døtre, Margaret og Martha.

To år senere blev Elisabeth fundet død på trappen i det tyske hjem, og Michael var angiveligt den sidste, der havde set hende i live.

Fuldstændig lig med den skæbne, som Kathleen Peterson led i 2001.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/the_staircase_s01e13_7m40s11506f.jpg
 Foto: Netflix

Ifølge Regina Green, en tidligere ven af Patricia Peterson, Michael Petersons første hustru, så lignede Elisabeth Ratliff Kathleen Peterson. Foto: Netflix

Dengang erklærede de tyske myndigheder dog Elisabeth som værende død af et slagtilfælde, og Peterson endte med at adoptere døtrene.

Med sin nye kæreste, Kathleen Atwater, der senere tog efternavnet Peterson, flyttede de sammen med Michaels to adopterede døtre, hans to sønner, Todd og Clayton, samt Kathleens datter, Caitlin, ind i det enorme hjem i North Carolina.

Graver liget op

Kort før den nye retssag begynder i 2003, vælger anklagerne at få liget af Elisabeth Ratliff gravet op for at kunne få det undersøgt på ny.

Dette på trods af stor protest fra døtrene, der gennem hele retssagen er på deres adoptivfars side.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/the_staircase_s01e08_40m45s61146f.jpg
 Foto: Netflix

Forsvaret kæmpede en brag kamp for Michael Peterson under hele retssagen. Foto: Netflix

De nye analyser og undersøgelser viser, at hun ligeledes skulle have flænger, om end små, på kraniet. Retsmedicineren beskriver desuden i rapporten, at dødsårsagen er ’mord’, mens forsvarsadvokat David Rudolf argumenterer for, at mord ikke er en medicinsk dødsårsag.

Michael Peterson bliver aldrig anklaget for mordet på sin første hustru, men den store lighed mellem hendes og Kathleens triste skæbner bliver hurtigt et af de helt store samtaleemner i retssagen – og ikke mindst blandt offentligheden.

I sidste ende spiller det mystiske mulige mordvåben, flængerne i hovedet, blodstænkene og den tydelige lighed mellem Kathleen og Elisabeths dødsfald den afgørende rolle for Michael Peterson.

Den 22. oktober 2003 bliver han dømt skyldig for mordet på Kathleen, og siden bliver han af dommeren idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for appel.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/the_staircase_s01e11_51m28s77203f.jpg
 Foto: Netflix

Michael Peterson under retssagen, der endte med at give ham flere år bag tremmer. Foto: Netflix

Nye opdagelser i sagen

Men efter knap otte år bag tremmer står det pludseligt klart, at den ekspert i blodstænk, som anklageren havde brugt i sagen, Duane Deaver, gennem flere år har løjet om sin ekspertviden og ikke mindst skjult bevismateriale.

Hans kritiske udtalelser i løbet af retssagen, der i sidste ende fik stor betydning for dommen, falder derfor pludseligt til jorden.

I december 2011 bliver Peterson derfor tilkendt en ny høring i sagen i forbindelse med ønsket om en ny retssag, hvilket han siden også får mulighed for.

I stedet vælger Peterson i 2017 at takke ja til tilbuddet om et såkaldt Alford-forlig.

Et forlig, der i grove træk betyder, at han erklærer sig skyldig i uagtsomt manddrab, men at han fastholder sin uskyld.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/the_staircase_s01e13_8m6s12166f.jpg
 Foto: Netflix

Michael og Kathleen Peterson fotograferet med deres fem børn. Michaels to sønner, Todd og Clayton samt hans adopterede døtre, Margaret og Martha og Kathleens datter, Caitlin. Alle Petersons børn troede på hans uskyld gennem alle årene, mens Caitlin også den dag i dag mener, han slog hendes mor ihjel. Foto: Netflix

Efter 16 år, hvoraf halvdelen bliver brugt bag tremmer, kan Michael Peterson i 2017 derfor endelig kalde sig en fri mand - om end spørgsmålet om hans skyld fortsat deler vandene.

Vanvittig teori

Det er aldrig blevet bevist, hvad der i virkeligheden forårsagede skaderne i Kathleens baghoved og isse - skader, der altså forårsagede det blodtab, som hun endte med at dø af.

I 2003 var forsvaret overbeviste om, at skaderne måtte være sket som følge af faldet, hvor hun ramte både trin og væg. Mens anklageren hårdnakket påstod, at det måtte være den famøse ildrager.

Dengang blev der ikke overvejet andre muligheder.

Det skulle dog siden ændre sig, da teorien om at en ugle forårsagede hendes død, blev verdenskendt.

En teori, som Petersons tidligere forsvarer, David Rudolf, i dag ærgrer sig over, de aldrig overvejede, da de stod midt i orkanens øje i 2003.

Ifølge ham er der nemlig flere ting, der meget vel kunne bevise, at det rent faktisk var det, der skete – absurd eller ej.

Ugle-teorien

– Det var alment kendt, at racen spærret ugler (strix varia, red.) boede i skovene omkring Peterson-hjemmet

– Denne uglerace er kendt for at være aggressiv, og uglerne kan være farlige

– De har før angrebet mennesker

– Der blev fundet dråber af blod udenfor huset, der ledte op mod hoveddøren

– Der var en stor blodplet på ydersiden af hoveddøren

– Mindst to af Kathleens skader stemmer overens med tippen af en ugles næb

– Der blev fundet en fjer på hendes krop

– Det var tydeligt, at der var blevet hevet totter ud af hendes hår

– Hun havde ingen tegn på hjerneskade eller hævelse, der ellers ofte hænder ved slag med stumpt våben

Du kan se den nye serie “The Staircase” på HBO Max fra torsdag den 5. maj.

Sponsoreret indhold