De mistede Emilie til en vanvidsbilist: - Vi blev overladt til os selv
Channie Rasmussen husker tydeligt, hvilken følelse hun havde, da hun gik ud ad Rigshospitalets døre med en pose med datteren Emilies ejendele i den ene hånd og i den anden en brochure med et telefonnummer på en selvhjælpsgruppe for forældre, der havde mistet et barn.
– Jeg følte mig overladt til mig selv, da jeg var i mit livs største sorg.
– Ingen var der til at gribe mig, fortæller Channie Rasmussen til SE og HØR.
Hun havde meget pludseligt mistet sit barn, 19-årige Emilie, der blev kørt ned af en vanvidsbilist, da hun var på vej hjem fra en hyggelig Sankt Hans-fejring på Islands Brygge.
Dagen efter stod Channie Rasmussen og skulle selv finde overskuddet til at ringe efter hjælp.
Artiklen fortsætter under billedet...
Channie Rasmussen og Jess Hansen oplevede ikke at få meget hjælp, da de mistede deres datter i sommer. Nu fortæller de deres historie, for at gøre opmærksom på den manglende hjælp. Foto: Martin Høien / Aller Foto
Ingen til at hjælpe en
– Man er jo i en sorg, der er så stor, at det virker fuldstændig uoverskueligt at skulle ringe nogen op og fortælle, hvad der er sket. Det bliver aldrig nemt at fortælle, man har mistet sit barn, siger Channie Rasmussen til SE og HØR.
Derfor fortæller Emilies forældre nu deres historie, for at få fokus på, hvor lidt hjælp, der er at hente, hvis man oplever det, de har været igennem.
– Det lyder groft at sige, men hvis man for eksempel får kræft, så er der et helt system klar til at hjælpe dig. Du kommer i en kræftpakke, der skal få dig bedst og hurtigst muligt igennem, siger Emilies far Jess Hansen.
– Men når man så oplever noget som det her, er der ingen til at hjælpe dig. Og det er, selv om vi ved, vi desværre ikke er de eneste, der går igennem sådan en sorg som at miste sit barn i en ulykke.
Sagen kort
Den 24. juni på vej hjem fra en Hansaften sankthansaften blev 19-årige Emilie Hansen påkørt på Amager af en Audi A3 Limousine, der kørte vanvidskørsel i en byzone, da hun cyklede over for grønt lys.
Derefter kørte chaufføren samt hans passagerer fra gerningsstedet og lod Emilie ligge, der mistede livet af sine skader.
Den 24-årige Jakob Dominik Breinholt, der kørte bilen er blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for med sin vanvidskørsel at have kørt Emilie ihjel, derudover har han fået frakendt sit kørekort i seks år.
Han nægter sig skyldig i blandt andet vanvidskørsel, og har anket dommen.
To af de andre i bilen er kendt skyldige i at efterlade Emilie døende og hjælpeløs i krydset. De har fået henholdsvis 60 dages fængsel og 60 dages betinget fængsel.
Den tredje passager, der er chaufførens ekskæreste, er også kendt skyldig i at flygte fra gerningsstedet uden at hjælpe Emilie, men hun skal først mentalundersøges, før der kan udmåles en straf.
Ønsker et opkald
Begge forældre er enige om, at det er ikke fordi, man skal underkende hverken den ene eller anden sygdom, som også er både hård og traumatiserende, men de fortæller, de er skuffede, over den hjælp de fik, da de stod midt i deres livs krise.
– Det er jo ikke alle, der kan orke at ringe til nogen i sådan en situation. Der ville jeg ønske, at der bare var nogen, der ringede til en, og fortalte hvad ens muligheder for hjælp var, fortæller Jess Hansen.
– Ja eller en sygeplejerske eller psykolog, der ringede en uge efter ulykken for at høre, hvordan man har det, eller hvordan det går, tilføjer Channie Rasmussen.
Ingen sorgorlov
Især psykologsamtaler er noget af de, de begge efterlyser, men også muligheden for en sorgorlov fra arbejdet, ville have været en stor hjælp for dem.
Som det ser ud lige nu, er det muligt at få sorgorlov, hvis barnet er under 18, men efter det, er der ikke lige så meget hjælp at hente.
– Jeg ved godt, at Emilie er myndig, og derfor kan jeg ikke få sorgorlov på samme måde, som var hun under 18. Men uanset om hun er 17 eller 19, er hun jo mit lille barn, jeg har mistet. Hendes alder gør ikke min sorg mindre, fortæller Channie Rasmussen.
Læs også: 19-årige Emilie dræbt af bilist: Her er hans forklaring
– Og der vil jeg bare mene, at en brochure med en opfordring til at kontakte en sorggruppe er for lidt hjælp i min situation.
– Når jeg tænker på, hvordan vi havde det, da det skete, tør jeg slet ikke tænke på de folk, der har endnu mindre overskud, end vi havde, på tidspunkt. De får da aldrig ringet og bedt om hjælpen. Der er da nogen, der skal gribe dem, siger hun.
Psykologsamtaler
Og det er noget af en styrke, man skal have, for at kunne komme igennem sådan en smerte. Channie Rasmussen og Jess Hansen har ikke dannet par i mange år, så de har gået til andre for at tale om deres sorg og frustrationer.
– Der er ingen andre, der forstår, hvad man går igennem, så hvis ikke jeg havde kunne tale med familien, sorggrupperne og min psykolog, kunne det have det endt meget værre, fortæller Channie Rasmussen.
Begge går de jævnligt til psykologsamtaler ved hver sin psykolog, hvor de får bearbejdet noget af sorgen og kommer ed med de svære tanker, der følger med.
– Man kommer aldrig over sådan et tab, men det har hjulpet mange af mine grimmeste tanker, at jeg havde en psykolog at snakke med, fortæller Jess og fortsætter:
– Jeg synes bare ikke, det er okay, at man selv skal opsøge det. Der er nok at forholde sig til, når man oplever det, vi har oplevet.