Krimi8. december 2021

19-årige Emilie dræbt af bilist: Her er hans forklaring

Emilie Hansen blev i juni kørt ned af en ung mand, der valgte at flygte fra stedet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bc6584cb-bb57-4501-9fae-d57c17ec5557-1024x683.jpeg
 Foto: Presse-fotos.dk

I retssal 60 ved Københavns Byret sidder en 24-årig mand onsdag tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Nu er det mandens tur til at komme med sin forklaring på, hvad der skete 24. juni, hvor han kørte 19-årige Emilie Hansen ihjel på Amager.

I retten forklarer han, at han ikke vidste, at han lige havde påkørt en person.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg har ramt, men der er knust glas foran mig, og jeg er i kæmpe chok.

- Nogen i bilen råber: "kør, kør, kør", og det vælger jeg at gøre, forklarer den 24-årige.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/5eb7f7ff-8fef-4894-8359-30190aa24192-1024x683.jpeg
 Foto: Presse-fotos.dk

I dagene efter lagde mange familiemedlemmer, venner og bekendte blomster i lyskrydset, hvor Emilie mistede livet. Foto: Presse-fotos.dk

Han er også anklaget for at flygte fra ulykken og dermed ikke være kommet en nødstedt til undsætning.

Venner med i bilen

Det var natten efter sankthansaften, at 19-årige Emilie Hansen kom cyklende i vejkrydset Englandsvej/Sundholmsvej på Amager, da den 24-årige ifølge anklagen kom kørende over for rødt med mindst 93 kilometer i timen og tog livet af Emilie.

Den 24-årige mand er ikke den eneste tiltalte i sagen.

For i bilen sad tre øvrige passagerer – to mænd og en kvinde. De er tiltalt for at flygte fra ulykken.

Alle fire blev anholdt samme dag, som ulykken skete. Den 24-årige har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt i juni, mens de tre andre tiltalte - en 18-årige kvinde og to mænd på 24 år og 25 år - blev løsladt få dage efter deres anholdelse.

Uhyggelig Snapchat-video

En 56 sekunder lang mobiloptagelse fra den 18-åriges telefon, som sad på bagsædet, viser, hvordan den 24-årige mand mindst en gang kørte frem for rødt.

Anklager Emilie Jønsson vil vide, hvorvidt den tiltalte betragter sig selv som en god bilist:

- Jeg synes normalt, jeg kører efter reglerne, svarer han.

Umiddelbart efter hændelsen forsøgte føreren af bilen sammen med den 18-årige kvinde, som er hans ekskæreste, at køre tilbage til ulykkesstedet, men på grund af politiets afspærringer, nåede de ikke helt frem, forklarer den tiltalte.

Det var først nogle timer senere, at han via nyhederne fandt ud af, hvad der var hændt, påstår han.

I bilen, en Audi A4 Limousine, som ifølge anklagemyndigheden var stjålet, fandt politiet Emilie Hansens telefon, men føreren ved ikke, hvordan den er endt der.

- Jeg kan huske, at jeg ser en mobil på forruden, men jeg ved ikke hvordan, mobilen er endt i bilen.

Ifølge den tiltalte forlod han ikke bilen lige efter ulykken.

Den 24-årige erkender at have begået uagtsomt manddrab, men nægter at det skulle være under skærpede omstændigheder.

Tilhørspladserne er helt fyldt op, og på de forreste rækker sidder familie og venner til Emilie Hansen.

Sponsoreret indhold