Nyheder22. september 2021

Landsholdet kåret til årets hold

Kasper Hjulmands tropper bliver hædret af Sport Bild for sommerens præstationer ved EM i fodbold.
https://imgix.seoghoer.dk/hjulmand_1.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Mannschaft des Jahres.

Det store tyske sportsmagasin Sport Bild har hædret Danmarks fodboldlandshold med prisen som årets hold på baggrund af sommerens EM-slutrunde.

Her nåede Danmark hele vejen til semifinalen, efter at Christian Eriksen i åbningskampen mod Finland var faldet om med hjertestop og blev genoplivet på græstæppet i Parken.

- I den værst tænkelige situation, da deres holdkammerat Christian Eriksen kæmpede for sit liv efter et hjertestop, viste spillerne, hvad det betyder at være der for hinanden, skriver Sport Bild.

- Med deres utrolige holdånd imponerede spillerne og alle medlemmer af staben hele verden, skriver Sport Bild som begrundelse for at give prisen til Danmarks fodboldlandshold.

Landstræner Kasper Hjulmand gik forrest og tegnede i høj grad landsholdet udadtil under EM. Han er begejstret over, at holdet bliver hædret.

- Jeg er stolt af den her pris. Det er en stor ære, for det er en hyldest til hele holdet.

- For mig er det her hold en rollemodel for, hvordan man skal behandle hinanden, siger den danske landstræner.

Også landsholdsanfører Simon Kjær udtrykker glæde over prisen, og han slår fast, at EM-oplevelsen og særligt Christian Eriksens kollaps fortsat sidder dybt i ham.

- Der er en eller måske to dage, hvor jeg ikke har tænkt på det. Ikke mere. Det er blevet en del af os. Tiden efter var svær for os som hold, siger Simon Kjær.

Særligt én kamp har været svær for Simon Kjær i kølvandet på den følelsesprægede EM-slutrunde, hvor Danmark spillede tre kampe i Parken.

- Efter EM har kampen mod Skotland for mig været den mentalt hårdeste, siger Simon Kjær om den første VM-kvalifikationskamp i Parken i september.

- Vi kom tilbage til Parken under normale omstændigheder, men så kom de tunge minder frem.

- Jeg måtte tage det skridt for skridt. Først da vi varmede op, så da vi løb ind, og så da vi sang med på nationalmelodien. Det hele rystede mig en smule, siger Simon Kjær, som dog hurtigt fandt sig selv.

- På det her stadion (Parken, red.) kan man føle sig sikker som intet andet sted i verden, siger Simon Kjær.

Siden EM har Danmark fortsat de fornemme sportslige takter fra EM. Landsholdet har således vundet sine tre VM-kvalifikationskampe og ligger øverst i sin gruppe.

Sponsoreret indhold