Krimi3. august 2023

Ung mand slået ned på Smukfest

Onsdag gik Skanderborg Festival for alvor igang - og samtidig fik politiet lidt mere at se til
Hugorm på Smukfest, onsdag den 2. august 2023.. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Musikken startede onsdag på Smukfest i Skanderborg - politiet havde dog et forholdsvist roligt døgn bortset fra en enkelt voldssag.
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Politiet advarer i forbindelse med festival: I får jeres bil fjernet!

Musikken begyndte onsdag at lyde ud over Bøgeskoven, da Smukfest satte gang i festivalen med det danske band "Blæst".

Dermed er årets udgave af Danmarks selvudnævnte smukkeste festival skudt igang, og det fik samtidig sat politiet i arbejde - omend ikke meget.

Det forklarer vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi i dagens pressebriefing fra festivalen.

- Det forgangne døgn er forløbet absolut fint. Vi har haft nogle bødesager i forhold til trafikken, hvor vores samlede konklusion er, at det er forløbet meget godt.

23-årig mand slået ned

Vicepolitiinspektøren fortæller, at det hele forløber planmæssigt og stille og roligt set fra et politimæssigt synspunkt. Der har dog været en enkelt voldssag i løbet af onsdagen.

- En 23-årig mand har anmeldt, at han er blevet slået i hovedet med et knytnæveslag, fortæller Finn Ellesgaard Nielsen.

I den forbindelse er en 24-årig mand blevet sigtet for vold - begge parter kommer fra Aarhus.

Politiet har også haft seks sager om euforiserende stoffer. De kan dog ikke fortælle, hvilke stoffer der er tale om.

- Men det er i en mindre mængde, slår han fast.

Derudover har politiet onsdag klokken 23.50 anholdt en 47-årig mand for beruselse. Han blev taget med på stationen for at sove rusen ud, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Sponsoreret indhold