
Ung kvinde truet med at blive skudt af rapperen Jamaika: - Han blev faktisk ked af det

LÆS OGSÅ: Prisvindende musiker taget i skattesnyd for kæmpebeløb: Stor bøde og fængselsstraf
- På et tidspunkt var han ved at tænde en smøg, hvor jeg siger til ham, at han fandeme ikke skal ryge i min bil - det respekterer han også, lød det tirsdag fra vidneskranken i Københavns Byret.
Her fortalte en ung kvinde om en uhyggelig og besynderlig episode, hvor hun sidste år blev udsat for ulovlig tvang af den danske musiker Jamaika, hvis borgerlige navn er Sharmarke Omar Ali.
Den 29-årige rapper endte med at blive idømt 60 dages betinget fængsel for ulovlig tvang og brugstyveri - han blev frikendt for at have frihedsberøvet kvinden under den 15 minutter lange episode, som fandt sted 8. september 2023.

Var i gang med at parallelparkere: - Kør, eller jeg skyder dig
Den forurettede i sagen - en ung kvinde - var tirsdag til stede i Københavns Byret, hvor hun vidnede om sin skræmmende oplevelse med Jamaika forrige år.
- Jamen, jeg sad i min bil og var ved at parallelparkere, da en ung mand sætter sig ind i bilen og siger: "Kør, eller jeg skyder dig".
Anklager Sara Fasano viste under afhøringen et billede af Jamaika til kvinden, som slog fast, at han var identisk med den mand, som havde truet med at skyde hende - vel at mærke i hendes egen Ford Focus.
- Men han var helt vildt bange, så jeg blev også bange for dem, der var efter ham.
Ifølge Jamaika var der nemlig nogle mænd, som havde truet ham med en pistol, hvorfor han var på flugt fra de ukendte gerningsmænd.
- Jeg kørte flere gange over for rødt, fordi han blev ved med at sige, at han ellers ville skyde mig.
- Og han havde en taske, hvor jeg tænkte, at der godt kunne være en pistol i, så jeg blev også bange og gjorde bare, som han sagde.
- Jeg kan jo ikke true dig, mens politiet lytter med
Den unge kvinde, som tirsdag var iklædt jeans og en sort t-shirt, forklarede herefter for retten, hvordan situationen udviklede sig lettere mærkværdigt, da Jamaika pludselig sagde, at hun skulle ringe til politiet.
- Han sagde til mig: - For din egen skyld, så skal du ringe til politiet.
Alarmopkaldet blev tirsdag også afspillet for retten, hvor det var tydeligt at høre, at det var den 29-årige Jamaika, som havde sat sig ind i hendes bil.
- Hun skal bare køre, så vi kan komme væk, lød det tydeligt rystet fra rapperen.
Efter fem minutter med alarmcentralen i røret, kom Jamaika på andre tanker, da han fik kvinden til at droppe opkaldet til alarmcentralen.
- Jeg kan jo ikke true dig, mens politiet lytter med, slog rapperen - formentlig med god grund - fast.
Gav Jamaika mor-skældud: - Han blev faktisk ked af det
Efter de første intense og skræmmende minutter i bilen med Jamaika, gik det op for kvinden, at de ikke blev forfulgt - hverken af bevæbnede mænd på cykel eller i bil, som rapperen ellers troede.
Det fik også kvinden til at gå fra at være bange, til at blive "ekstremt vred," som hun formulerede det for domsmandsretten.
- Jeg gav ham egentlig en omgang mor-skældud, hvilket fik Jamaika til at undskylde over for kvinden.
- Han blev faktisk ked af det og sagde, og at han var ude i noget lort, og at han ikke havde det så godt, han havde ifølge kvinden fortalt, at han havde taget stoffer hele dagen forinden, og at han var møgsyg.
Det fik kvinden til at udbryde:
- Det er i sku alle sammen, forklarede hun for Københavns Byret.

Jamaika ville tænde en smøg: - Du ryger fandeme ikke i min bil!
Den forurettede kvinde fremstod under sin afhøring rolig og upåvirket på trods af den voldsomme episode, som Jamaika uforvarende havde indblandet kvinden i.
På et tidspunkt ville rapperen tænde en smøg, men det blev ikke i kvindens Ford Focus.
- På et tidspunkt var han også ved at tænde en smøg, hvor jeg sagde til ham, at han fandeme ikke skulle ryge i min bil.
- Han respekterede også, hvad jeg sagde og lod vær med at ryge, fortalte kvinden om den lettere absurde situation, hvor hun blev truet med at blive skudt, men alligevel havde mod til at sige fra og endda skælde rapperen ud.
Kvinden fortalte da også for retten, at hun var ekstremt bange for Jamaika, men at hun samtidig var bange for de ukendte påståede pistolmænd.
- Jeg var jo bange for ham, fordi han kom sådan ind i bilen. Men så skiftede det til, at jeg var mere bange for dem, der var efter ham. Han var helt vildt bange, så det smittede af på mig.
- Men han var egentlig ret ydmyg, når jeg skældte ham ud, forklarede kvinden for retten.
Den nu 29-årige rapper mødte tirsdag ikke op i Københavns Byret - i stedet var det hans forsvarer, Mette Grith Stage, som repræsenterede Jamaika.
Hun fortalte fra starten af sagen, at hendes klient nægtede sig skyldig i frihedsberøvelse, men at han erkendte de faktiske omstændigheder omkring køreturen i København.
Domsmandsretten endte da også med kun at dømme ham for at have begået ulovlig tvang.
Den forurettede kvinde fortalte under sin afhøring, at hun aldrig var blevet holdt tilbage fra at forlade bilen, hverken ved fysisk tvang eller med trusler om vold.
SE og HØR dækkede dagens retssag live fra Københavns Byret - du kan læse alt fra retsmødet i vores liveblog herunder:
LIVE: Jamaika i retten for kidnapning: - Kør, eller jeg skyder dig
