Krimi30. august 2022

Tiltalt reality-deltager om ekskæreste: Har lyst til at kidnappe hende

Et omfattende sagskompleks mod en tidligere reality-deltager fortsatte for retten mandag. Her kom flere overraskende detaljer
En tidligere reality-deltager er ved Københavns Byret tiltalt for et omfattende anklageskrift med hele 105 tiltaler. Flere af tiltalerne drejer sig blandt andet om vold og frihedsberøvelse begået mod flere ekskærester.
En tidligere reality-deltager er ved Københavns Byret tiltalt for et omfattende anklageskrift med hele 105 tiltaler. Flere af tiltalerne drejer sig blandt andet om vold og frihedsberøvelse begået mod flere ekskærester.
 Foto: Colourbox

Mandag fortsatte retssagen, hvor en tidligere reality-deltager sidder tiltalt for hele 105 kriminelle forhold.

Sagen drejer sig blandt andet om frihedsberøvelser, vold, trusler, salg af kokain samt en lang stribe færdselssager.

Sagen er berammet til syv retsdage, og mandag skulle sagens hovedperson, den tiltalte mand i 20'erne, afgive forklaring.

Her kom det blandt andet frem, at han tidligere har været tiltalt i en sag om vold mod en af ekskæresterne i 2018. Manden er beskyttet af et navneforbud, hvorfor SE og HØR ikke kan beskrive hans identitet yderligere.

Her var han tiltalt for to voldsepisoder mod ekskæresten samt vidnetrusler begået i november 2017, men de beskyldninger blev manden pure frikendt for.

- Hun overdriver hele tiden, det så man jo også dengang i retten, forklarede den tiltalte.

Mandens forsvarsadvokat, Naja Wærness Larsen, fulgte op med at fortælle, at retten dengang lagde vægt på, at ekskærestens forklaring var utroværdig.

Reality-deltageren er i denne sag også tiltalt for frihedsberøvelse og for at have udøvet vold mod selvsamme ekskæreste.

Det skulle være sket 26. oktober 2017, men blev ikke nævt med et ord under retssagen i 2018.

- Har du en idé om, hvorfor hun kommer med de her anklager tre år efter, spurgte Naja Wærness Larsen sin klient i retten.

- Jeg tænker, at hun har slået sig sammen med min anden ekskæreste for at tage hævn mod mig, lød det fra den tiltalte, der i dagens anledning var klædt i et gråt joggingsæt og sorte sko.

Ekskærester dømt for hacking

Flere af tiltalerne i anklageskriftet handler om uberettiget at have filmet og eller delt pornografisk materiale. Det har flere af reality-deltagerens ekskærester beskyldt ham for.

Mandag kom det dog frem, at to af hans ekskærester selv uberettiget har skaffet sig adgang til den tiltaltes mailkonto, Facebook, Instagram og Snapchat.

Her var den tiltalte på optagelser til et realityprogram, og havde derfor ikke sin telefon på sig.

De to ekskærester blev idømt en bøde for den ulovlige hacking.

Den tiltalte benægtede mandag alt kendskab til, at han skulle have hacket sig ind på ekskærestens mail for at videresende 38 filer, der blandt andet indeholdt et billede af eksens bryster.

- Det er ikke mig, der har sendt det. Politiet har også haft min telefon, så hvis jeg havde haft de billeder, så havde de også fundet dem, forklarede manden roligt fra vidneskranken.

Sagen fortsætter onsdag ved Københavns Byret, hvor flere vidner skal afgive forklaring, blandt andet en af reality-deltagerens ekskærester.

"Hun er jo helt brændt af på øverste. Har lyst til at kidnappe hende"

"Vi klipper fingrene af dig, vi ved hvor du bor. Du har skabt alt for meget postyr og nu det landt i vores hænder og det bliver kun værre fra nu af, så kig dig hellere over skulderen en ekstra gang hvis du bevæger dig ud, for vi skal nok fange dig"

"Du forstår da hellere ikke et budskab, men det gør du nok når vi fanger dit klamme ansigt, husk vi holder øje med dig og dine nærmeste. Husk solcreme når du sidder udenfor"

"uden fingre og dit hår, gad vide hvor langt du så kommer"

"altid huske hvad der sker med folk der snakker med de forkerte mennesker. Stik stik"

"Din lille so. Du kommer til at bøde for alle dine handlinger, vi finder dig uden problemer og laver tortur på dig, vi klipper fingrene af dig, og klipper dig skaldet, vi brænder dit hus ned, så selv dine dyr dør, vi ser alt hvad du laver husk på det. Vi kidnapper dig, fatter du det. Vi ved hvad hele din familie kører rundt i. du færdig"

Ovenstående sms-beskeder modtog tiltaltes ekskæreste i starten af maj 2020, og den tidligere reality-deltager er på den baggrund tiltalt for trusler om vold.

Mandag kom det frem, at de mange truende beskeder kom efter, at den tiltalte fik besøg af politiet 1. maj, hvor han blev anholdt.

Ifølge den tiltalte var det hans daværende ekskæreste, der havde meldt ham til politiet. Det stod klar i de beskeder, som han havde sendt kort efter sin anholdelse.

"Jeg har lyst til at smadre hende. Det kan kun være hende," skrev han til en veninde, og gentog beskeden til en ven.

"Hun er jo helt brændt af på øverste. Har lyst til at kidnappe hende," lød det blandt andet.

- Jeg formodede, at det var hende, men jeg vidste det ikke, forklarede han mandag i retten.

Men ifølge ham, sendte han ikke de ellers meget truende beskeder til ekskæresten i i starten af maj måned.

- Jeg snakkede med nogle bekendte og fortalte, hvad hun (ekskæresten red.) havde gjort. De spurgte, om de skulle gøre noget ved det, men det siger jeg nej til. Da jeg senere finder ud af, at de ikke har ladet det ligge, beder jeg dem stoppe. Det stopper også fra den dag, forklarede fra vidneskranken mandag.​​​​​

Sponsoreret indhold