Tidligere "X Factor"-deltager bryder vilkår i dom: Vil smide ham i fængsel

LÆS OGSÅ: Reality-influencer tiltalt med datter i vild sag: Vold, trusler, våben og narkokørsel
Sidste år blev en tidligere "X Factor"-deltager dømt i en opsigtsvækkende sag, hvor han havde kørt plørefuld rundt i en af Livgardens tjenestebiler.
Her endte den nu 23-årige sanger med at blive idømt 20 dages betinget fængsel for spirituskørsel og grov pligtforsømmelse.
En stor del af forbrydelserne foregik da også bag rattet på en af Livgardens biler, ligesom sangfuglen var i tjeneste, da han begik ulovlighederne - og blev taget med en vanvidspromille på hele 3,43.
Men nu er den tilsyneladende gal igen, viser en ny retsmødebegæring i sagen fra Forsvarets Auditørkorps, der er Danmarks militære anklagemyndighed, som SE og HØR har fået indsigt i.
Ifølge kriminalforsorgen, så har den tidligere "X Factor"-deltager ikke overholdt de vilkår, som retten afsagde ved den betingede dom.
Derfor vil de nu have den 23-årige mand smidt i fængsel, så han kan afsone 20 dages fængsel, viser retsmødebegæringen.
Den tidligere "X Factor"-deltager erkendte sig skyldig ved retsmødet tilbage i september sidste år - han ønskede ikke at kommentere sagen, da SE og HØR var i kontakt med ham efter dommen.

Er udeblevet fra tilsynsmøder og alkoholbehandling: Har fået tilbagefald
Den nu 23-årige mand blev sidste år dømt for at køre stangstiv rundt i en af Livgardens biler - som tidligere nævnt, så havde han en promille på hele 3,43, da politiet tog en blodprøve på ham en novemberaften 2023.
Forinden havde manden fået sig noget af en rundtur i Livgardens tjenestebil, hvor han undervejs besøgte to 7-eleven-butikker for at købe alkohol.
Udover spritkørsel blev den tidligere "X Factor"-deltager også dømt for grov pligtforsømmelse - blandt andet ved at køre til en by 25 kilometer væk, som intet havde med hans tjeneste i Livgarden at gøre.
Retten valgte at idømme sangeren en betinget fængselsdom på 20 dage, mens han samtidig skulle være under tilsyn af Kriminalforsorgen og gå med til alkoholbehandling - begge dele med en varighed på ét år.
Men ifølge en skrivelse fra Kriminalforsorgen 2. juli, så har den tidligere "X Factor"-deltager haft store problemer med at overholde vilkårene.
Det viser retsmødebegæringen, hvor det oplyses, at den unge mand har brudt vilkårene for den betingede fængselsstraf ved at blive væk fra et eller flere tilsynsmøder med Kriminalforsorgen.
Samtidig oplyser Kriminalforsorgen, at sangeren er blevet væk fra behandlingen for alkoholisme, ligesom de skriver, at manden angiveligt har haft et tilbagefald til alkoholmisbrug.
SE og HØR har rakt ud til musikeren og hans forsvarsadvokat, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.