Krimi14. marts 2024 (opd. 14. marts 2024)

Stor vej afspærret: Tre personer reddet ud fra brændende lejlighed

Hovedstadens Beredskab er i fuld gang med at bekæmpe en brand i en lejlighed på Jagtvej. Området er afspærret, og beboere er evakueret for deres egen sikkerheds skyld

Dødsbrand på Nørrebro

SENESTE: En person er dræbt i branden

Hovedstadens Beredskab er torsdag aften rykket ud til en brand i en lejlighed på Jagtvej i København.

Det oplyser operationschef Frank Mikkelsen til Ritzau.

Der er tale om en lejlighed i to etager, hvor der er brudt brand ud på den øverste etage.

Omkring klokken 21 skriver Hovedstadens Beredskab i et opslag på det sociale medie X, at branden er under kontrol.

- Der er kommet styr på branden. Tre personer er evakueret. Vi arbejder på endelig slukning af mindre brand i konstruktionen. Inden for kort tid sender vi nogle af vores styrker hjem.

- Prognosen for endelig afslutning er cirka en time, skriver beredskabet omkring klokken 21.

Københavns Politi oplyser til Ritzau, at en person er blevet kørt på hospitalet.

Politiet oplyser ikke videre om personen, herunder hvilken tilstand personen er i.

Arbejdet med brandslukningen betyder, at der er blevet spærret for trafik på Jagtvej.

Det er strækningen mellem Nørrebros Runddel og Mimersgade, der er afspærret, oplyser vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19.19, oplyser vagtchefen videre. Kort tid efter var politiet fremme og begyndte at spærre af.

På grund er røgudvikling fra branden, blev beboere i området tidligere på aftenen opfordret til at lukke døre og vinduer.

Sponsoreret indhold