Krimi14. marts 2024 (opd. 14. marts 2024)

Brand på Jagtvej kræver menneskeliv

Torsdagens brand på Jagtvej i København er slukket, men en person bekræftes nu død

Dødsbrand på Nørrebro

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Trods brandvæsenets hurtige indsats, har en større lejlighedsbrand på Nørrebro torsdag aften krævet et menneskeliv.

Det skriver Københavns Politi i et opslag på det sociale medie X.

- Vedrørende brand på Jagtvej 82 er en person afgået ved døden. De pårørende er underrettet. Der er ikke andre tilskadekomne, skriver politiet.

Københavns Politi oplyser ikke videre om personen, der har mistet livet.

Politiet fik anmeldelsen om brand i etagebygningen klokken 19.19.

Kort tid efter var politifolk og beredskab til stede på Jagtvej, som har været afspærret siden på strækningen mellem Nørrebros Runddel og Mimersgade.

Kort før klokken 22 melder politiet, at branden er slukket.

Afspærringen af Jagtvej ventes at blive ophævet i løbet af en time, skriver politiet på X.

Københavns Beredskab skriver på samme platform, at der er blevet evakueret tre personer i forbindelse med slukningen af branden.

Sponsoreret indhold