Krimi10. februar 2022

Sigtet for drab på Mia: Én løslades - én fængsles

Den ene af de to sigtede er torsdag blevet fængslet i fire uger, mens den anden er blevet løsladt. Det har retten i Aalborg netop slået fast
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

SENESTE: Politiet har nu helt opgivet sagen mod den løsladte mand - han har intet med Mia-drabet at gøre

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Efter fire timers grundlovsforhør har dommeren ved Retten i Aalborg slået fast, at den ene af de to 36-årige mænd skal varetægsfængsles i fire uger, mens den anden bliver løsladt.

Han kan dermed torsdag eftermiddag forlade retten. Anklager Mette Bendix har kæret løsladelsen til landsretten.

Begrundelsen for løsladelsen af den ene af de 36-årige mænd får vi ikke.

De to mænd, som er barndomsvenner, er sigtet for i forening og på ukendt vis at have dræbt Mia Skadhauge Stevn "et sted i Nordjylland".

Drabet skulle ifølge sigtelsen være sket på et ukendt tidspunkt mellem søndag 06.09 og onsdag klokken 11.20, hvor de begge blev anholdt.

De nægter sig skyldige i sigtelsen.

Dørene blev ved grundlovsforhøret begyndelse lukket, så det er uvist, om mændene har valgt at forklare sig.

Der blev også nedlagt navneforbud, hvilket afholder os fra af beskrive de sigtedes identitet nærmere.

De to mænd er sigtet for drab, det på trods, at politiet står uden et lig i sagen.

22-årige Mia Skadhauge Stevn har været forsvundet, siden hun natten til søndag var i byen i Aalborg. Det sidste spor af hende er fra søndagmorgen klokken 06.09, hvor en videoovervågning fangede hende stige ind i en mørk bil.

Det lykkedes onsdag angiveligt politiet at finde frem til bilen, som har været efterlyst. Den blev fundet på en af de sigtedes adresser.

Politiet har igennem dagen været massivt til stede på forskellige adresser. Særligt ved det gule hus i Flauenskjold. Her har de blandt andet gravet i gården.

De har også været på en genbrugsstation i det østlige Aalborg og i et skovområde.

Sponsoreret indhold