Krimi12. marts 2024

Sigtet 17-årig ledte efter dræbt pige sammen med veninde og forældre

Da en 13-årig veninde ikke kunne finde den dræbte 13-årige pige, gik hun og en 17-årig drabssigtet ud for at lede efter hende
Drab i Hjallerup
 Video: Presse-fotos.dk

LÆS OGSÅ: Politi mener at have fundet drabsvåben

Nye oplysninger kommer frem i den tragiske sag fra Hjallerup, hvor en 13-årig pige mandag aften blev erklæret død.

Ifølge Berlingske var pigen i ungdomsklub om aftenen, men var blevet væk fra sin jævnaldrende veninde.

Veninden begyndte derfor at lede efter pigen, og det var her, hun mødte den den 17-årige dreng, der senere blev anholdt og sigtet for drab.

Sammen begyndte de at lede efter den 13-årige pige.

- På et tidspunkt tager veninden kontakt til den nu afdøde piges forældre og fortæller, at hun er bekymret. Så går de alle fire ud og leder efter hende, siger Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi, til mediet.

Det var forældrene, der fandt deres pige svært kvæstet. De ringede 1-1-2 og en ambulance rykkede hurtigt ud til stedet, men trods førstehjælp stod hendes liv ikke til at redde.

Kort efter den 13-åriges pige død, blev veninden og den 17-årige dreng anholdt.

Den 13-årige veninde blev løsladt natten til tirsdag, og Nordjyllands politi har meddelt, at der ikke er noget, der tyder på, at hun har noget med forbrydelsen at gøre.

Den 17-årige dreng er sigtet for drab, og vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag.

Politiet oplyser, at den 17-årige og den afdøde havde et kærestelignende forhold, der var ophørt kort inden drabet.

Sponsoreret indhold