Prøvede at svindle politiansat: To mænd fængsles

LÆS OGSÅ: Influenceren Danne sad uskyldigt fængslet: Får afvist millionerstatning
To mænd, som onsdag forsøgte at svindle en ansat i politiet over telefonen, er torsdag formiddag blevet varetægtsfængslet.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.
De to mænd er både sigtet for onsdagens sag og flere andre tilfælde af svindel i Næstved og Slagelse samt hos nabopolitikredsen Midt- og Vestsjællands Politi, har politiet oplyst i en pressemeddelelse.
Den politiansatte fik onsdag et opkald, hvor en svindler påstod at være fra Rigspolitiet. Han kunne fortælle, at der var foretaget flere transaktioner på vedkommendes konto.
Den politiansatte fik ifølge politiets pressemeddelelse også at vide, at man ikke måtte fortælle noget om henvendelsen af hensyn til politiets efterforskning.
Den ene - en 32-årig mand - blev anholdt, da han ankom til den politiansattes adresse.
Den anden anholdte, som er en 29-årig mand, blev anholdt i et køretøj i nærheden.
Politiet fandt i forbindelse med anholdelsen et kontantbeløb og flere betalingskort i forskellige navne.