Ny Netflix-dokumentar: Får vi sandheden om Madeleine McCann nu?

Foto: Ritzau Scanpix

Fredag bliver Netflix-dokumentaren om verdens mest omtalte og kendte forsvindingssag udgivet. 

I dokumentaren 'The Disappearance of Madeleine McCann' antyder flere forskellige eksperter, at den forsvundne, blonde pige - der forsvandt under en ferie med sine forældre i Portugal i maj 2007 - stadig kan være i live. 

Filmskaberne har talt med eksperter og efterforskere, som er involveret i sagen. Og de puster liv i håbet om at opklare mysteriet. 

Den kontroversielle dokumentar, som strækker sig over otte afsnit, kortægger nemlig teorien om, at Madeleine "Maddie" McCann måske er blevet holdt i live af menneskehandlere, der bortførte hende for snart 12 år siden. 

Ernie Allen, leder af det nationale center for savnede og udnyttede børn,  siger i dokumentaren: 

- Der er rigtig mange sager, hvor børn er blevet fundet og kommet hjem måneder og år efter. 

Kæmpe håb

Og den ledende betjent på efterforskningen i England, Jim Gamble, deler også troen og håbet på, at de en dag får opklaret Maddie-mysteriet. 

- Jeg tror absolut på, at vi i min livstid finder ud af, hvad der er sket med Madeleine. 

- Der er et kæmpe håb drevet af udviklingen i teknologi. År efter år bliver DNA bedre. År efter år dukker nye teknologier frem, og ansigtsgenkendelse bliver kun bedre. 

Den dengang kun treårige pige forsvandt fra familiens lejlighed i Praia da Luz i Portugal om aftenen 3. maj 2007. 

Hun lå og sov alene med sine to søskende, mens hendes forældre Gerry og Kate McCann spiste på en restaurant på resortet, som familien boede på. 

Siden har forældre, lokale og ikke mindst myndighederne i både England og Portugal forsøgt at finde ud af, hvad der skete med den lille, lyshårede pige.

Portugisisk politi meddelte fra start, at de efterforskede sagen som en kidnapning og efterlyste vidner, der havde set noget mistænkeligt i dagene op til forsvindingen. 

Trods tusindvis af henvendelser fra borgere, kom politiet aldrig så langt, at de kunne tilbageholde nogen. 

Og da undersøgelser af ferielejligheden tilbage i sommeren 2007 viste tegn på blodstænk, som angiveligt tilhørte den blonde pige, kom de to forældre i politiets søgelys. 

Begge blev de i september samme år afhørt og mistænkt, men de fastholdt begge hårdnakket, at de intet havde at gøre med datterens forsvinden. 

Menneskehandlere

I juli 2008 blev forældrene renset og siden har de altså selv smidt store summer af penge efter en privat eftersøgning, da portugisisk politi valgte at nedprioritere den svære sag på grund af manglen på beviser. 

Den private efterforsker, Julian Peribanez, som er hyret af McCann-familien, siger i dokumentaren, at Madeleines baggrund som et "hvidt, middelklasse, engelsk barn" ville give hende en høj værdi for mulige menneskehandlere. 

- Værdien af Madeleine er virkelig høj, fordi hvis de tog hende, er det fordi de ville få mange penge for hende, siger han. 

Forældrene til Madeleine har ikke ønsket at se dokumentaren på forhånd, men deres advokater vil se med, når den bliver offentliggjort.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close