Mor og tre børn døde i brand: Naboer hørte skrig

LÆS OGSÅ: England i chok: Mor og tre børn døde i brand – mand anholdt
En nabo afslører nu rystende og chokerende detaljer om den dødsbrand, der natten til onsdag kostede en 29-årig mor og hendes tre børn livet i britiske Bradford.
En nabo fortæller således til det britiske medie Mirror, at vedkommende vågnede til larm og kaos omkring klokken 02 natten til onsdag.
Han kunne se, at huset stod i flammer:
– Røg stod ud af huset. Jeg vidste, at der var sket noget, og at det ikke var godt. Der var en forfærdelig lugt. Det lugtede som brændt gummi, fortæller naboen til det britiske medie.
Han tilføjer, at der også lød skrig i nabolaget – om de stammer fra ofrene, vides ikke.
– Du kunne høre skrig. Jeg turde ikke gå op for at se, for man ved jo ikke, hvad der foregik. Men det er skræmmende, fortæller naboen videre.

Politi og brandvæsen fik meldingen om branden klokken 02:07. Da redningsmandskabet ankom til Westbury Road i Bradford, fandt man en 29-årig kvinde død. De tre børn – to piger på ni år samt en dreng på fem år – blev hastet på hospitalet.
Desværre døde alle tre børn kort efter af deres kvæstelser.
En 39-årig mand – som menes at have en relation til familien – befandt sig også i huset.
Han er nu indlagt på hospitalet i kritisk tilstand. Manden er blevet anholdt, da politiet mener, at han bevidst startede den fatale brand.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke afsløret, om den 39-årige mand har været i stand til at udtale sig om sagen.
Det er derfor uvist, hvorfor politiet mener at vide, at manden har påsat branden. Det vides heller ikke, om han var far til børnene og i et forhold med kvinden.