England i chok: Mor og tre børn døde i brand – mand anholdt

En voldsom brand har natten til onsdag kostet en 29-årig mor og hendes tre børn livet i Bradford, England.
En 39-årig mand – der menes at have en relation til de døde – er blevet anholdt.
Det skriver flere britiske medier.
De nærmere omstændigheder er nu ved at blive undersøgt – og derfor er det på nuværende tidspunkt stadig sparsomt med oplysninger i den forfærdelige sag.
Sikkert er det dog, at alarmcentralen klokken 2:07 natten til onsdag fik en melding om en brand i et hus på Westbury Road, Bradford.

Da politi og brandvæsen ankom til stedet, fandt man en 29-årig kvinde død. De tre børn – to piger på ni år samt en dreng på fem år – blev hastet på hospitalet.
Desværre døde alle tre børn kort efter af deres kvæstelser.
En 39-årig mand – som altså menes at have en relation til familien – befandt sig også i huset.
Han er nu indlagt på hospitalet i kritisk tilstand. Manden er blevet anholdt, da politiet mener, at han bevidst startede den fatale brand.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke afsløret, om den 39-årige mand har været i stand til at udtale sig om sagen.
Det er derfor uvist, hvorfor politiet mener at vide, at manden har påsat branden. Det vides heller ikke, om han var far til børnene og i et forhold med kvinden.