Medie: Børn var i huset under forfærdelig familietragedie i Allerød

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en fortrolig mail til tip@seoghoer.dk
Onsdag aften udspillede der sig en tragisk hændelse i Allerød, da en ung overlæge blev skudt og dræbt af sin mand.
Han tog efterfølgende livet af sig selv, mener politiet.
Men tragedien stopper desværre ikke der, for ifølge SE og HØRs research var parret forældre til to børn, en mindreårig pige og en teenagedreng.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Og ifølge formiddagsavisen Ekstra Bladet, så var de to børn til stede i huset, da den midaldrende mand tog livet af sin kone og bagefter skød sig selv.
Politiet fik anmeldelsen onsdag aften klokken 22.04, hvorefter de rykkede ud til Statenevej i Allerød, hvor familien har boet i en længere årrække.
Torsdagen igennem var politiet til stede på adressen i det nordsjællandske, hvor der blev foretaget kriminaltekniske undersøgelser.

Overlæge og afdelingsleder
SE og HØRs research viser, at parret udadtil levede et godt liv i trygge og flotte rammer i deres millionvilla i Allerød.
Kvinden arbejdede som overlæge og havde haft sin autorisation i mere end ét årti, mens manden besad en god stilling i det offentlige som afdelingsleder.
Torsdag fortalte politiet, at den midaldrende afdelingsleder var en del af Hjemmeværnet, hvorfor det nu åbenlyst er en del af politiets efterforskning, om det benyttede våben under tragedie kan være anskaffet hos hjemmeværnet.
Research viser da også, at manden tilsyneladende ikke var helt ubekendt med våben - på kvindens Facebook fremgår flere billeder af manden i militærgrej og et enkelt med drabsmanden i skydestilling og med en pistol i hænderne.
Ordensmagten har foreløbigt holdt kortene tæt til kroppen om et eventuelt motiv til drabet - sagen efterforskes fortsat af Nordsjællands Politi.
Parrets to små børn er nu overdraget til de sociale myndigheder og kvindens familie - det oplyste politiet i forlængelse af tragedien.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra politikredsen.