Lå i seks timer på åbent hav: Freja reddet af en taske

Af Signe Fage Jensen

Therese har desperat brug for den taske. Hun skal redde sine tre børn fra at drukne i de høje bølger, og kun Marcus på 12 år kan svømme. De to yngste, Freja på syv og Villads på fem kan ikke klare sig.

Og selv om Therese er en god svømmer, kan hun ikke klare at holde både Freja og Villads oppe alene, hun har brug for den taske til sit ene barn. Tasken flyder, fordi der ved et utroligt tilfælde er en uåbnet pose popcorn inde i den.

Det var Thereses veninde Linda, der havde pakket posen med popcorn i al hast, da de to danske familier måtte redde sig væk fra skovbranden på land, få timer tidligere.

Men en stor belgisk mand, som også havde været i jollen sammen med sin 15-årige søn, klamrer sig til tasken.

– Jeg beder om tasken, og forklarer ham, at hvis ikke jeg får tasken, så kan jeg ikke redde mine to børn. Så taler han lidt med sin søn på belgisk, og han giver mig tasken. Men jeg havde ikke troet, at det ville gå så galt, siger Therese.

Artiklen fortsætter under billedet...

(Foto: Søren Lamberth)

Hun kigger ned i bordet, samler sine hænder og trækker vejret dybt.

– Jeg vidste jo ikke, han ikke kunne svømme.

Livløs i vandet

Manden afleverede tasken, så Freja kunne bruge den som redningskrans.

Da den næste store bølge kom, kunne Therese og de andre kun se hjælpeløst til, mens den belgiske mand blev trukket under af bølgerne. Hans 15-årige søn prøvede forgæves at holde ham oppe. Men kort efter lå manden livløs i vandet, han var druknet.

Lidt væk fra de andre kæmper Linda og hendes yngste datter Mathilde, 11, for at holde sig i live. Linda er ikke en god svømmer, og hun er næsten sikker på, at hun vil drukne. Med al sin kraft skubber hun sin yngste datter, Mathilde, 11, i retning mod de andre og råber, at hun elsker dem.

– Red børnene! råber hun ud i mørket til sin mand og veninden Therese. Så er hun alene i havet.

Det lykkes Mathilde at komme hen til sin far, Kenneth, og storesøster Amalie på 14 år. De holder sig oven vande sammen med Therese og hendes børn Marcus, Freja og Villads.

Ud over den druknede belgiske mand, som flyder livløst i overfladen, består gruppen af den døde mands teenagesøn, en polsk kvinde med sin søn samt et dansk ægtepar.

Gruppen kæmper i de store bølger i cirka seks timer. Det er mørkt. Koldt. Linda er væk. Alle frygter, at de skal dø. De er trætte, sultne og bange.

Kenneth holder sig oven vande, mens hans passer på sine to døtre, Amalie og Mathilde, samt Thereses søn, Marcus.

Therese bruger alle sine kræfter på at holde sin datter, Freja, flydende på tasken, mens hun har sønnen Villads på ryggen.

En anden virkelighed

– Det var så hårdt, og efterhånden som tiden gik, og bølgerne slog ind over os, mistede jeg troen på, at vi ville overleve det, fortæller Therese, der får en klump i halsen og igen må trække vejret dybt, inden hun fortsætter.

– Så jeg sagde til Marcus, at jeg elskede ham rigtig højt, og nu skulle han svømme så godt, han kunne og passe på sig selv. Og så sagde jeg til Villads og Freja, at når den næste bølge kom, skulle vi prøve at trække vejret under vandet. For det her overlevede jeg ikke, og mine børn ville heller ikke, så jeg ville hellere drukne hurtigt end at trække pinen ud.

Artiklen fortsætter under billedet...

(Foto: Søren Lamberth)

Der bliver helt stille rundt om bordet i stuen i Faaborg. Heldigvis er virkeligheden en anden, og Therese sidder jo lyslevende og fortæller sin historie, men stemningen er skiftet ved bordet. Rundt omkring bordet bliver der givet et klem og holdt i hånden.

– Det var bare så tæt på, og det er hårdt at tænke tilbage på, siger Marcus så.

Imens ligger Linda alene i det mørke vand og sørger for, at hun kan trække vejret. Hun bruger sine arme, fordi hun har tendens til kramper i benene.

– Jeg troede faktisk, jeg skulle drukne. Men der var noget i mig, der ikke lod mig dø. Jeg var nødt til at vide, hvad der var sket med alle dem, jeg elsker, fortæller Linda.

Så Linda formåede at holde sig oven vande i seks timer. På et tidspunkt drev der en anden mand hen til hende. Det var den danske mand, der også havde været i båden.

– Strømmen havde ført ham væk fra sin kone, og vi blev enige om, at vi kunne følges ad. Men jeg lavede nogle regler. Han måtte ikke røre ved mig, og han måtte ikke tale til mig, for vi skulle spare på kræfterne, fortæller Linda.

Håb forude

Der ligger de så. To fremmede mennesker, der prøver at overleve.

Pludselig er der håb forude. Et stort skib kommer til syne. Nu handler det bare om, at de får øje på Linda og hendes følgesvend i vandet. Linda tænker hurtigt og tænder for lysfunktionen på sit sportsur, så det kan reflektere i skibets store lampe. Det virker. Linda kigger på uret. Klokken er 23.27, da hun bliver samlet op af en redningsbåd.

– Nu var jeg i sikkerhed. Men jeg var ikke glad. For jeg vidste ikke, om resten af min familie havde klaret den, siger Linda.

Ude i vandet prøver de andre stadig at holde trit med bølgerne. Pludselig kommer et lys fra himlen og lyser direkte på dem. En redningshelikopter. De vinker og råber højt for at fange pilotens opmærksomhed, men lige så hurtigt, som den kom frem, lige så hurtigt flyver den nu væk igen.

– Det var forfærdeligt. Vi troede, vi var reddet, men da den flyver væk igen, mister vi totalt modet, fortæller Marcus.

Endnu en gang skulle lykken slukkes brat, da et lys dukker op. Denne gang fra et skib. De begynder at vinke febrilsk med armene og råbe og skrige, men endnu en gang bliver de efterladt i det mørke kolde vand.

Artiklen fortsætter under billedet...

(Foto: Søren Lamberth)

– Der var ikke mere at gøre. Vi tænkte, at hvis vi ikke blev opdaget, hverken første eller anden gang, så kom der ikke en tredje gang, siger Kenneth.

Men skæbnen ville noget andet, da et stort lys for tredje gang lyser dem op. Et skib får øje på dem, og de bliver samlet op af en redningsbåd. Først kom Amalie, Mathilde og Kenneth op i båden, men Marcus ville ikke op, før de fandt hans mor og små søskende.

– Jeg var bange for, at vi ville sejle til det store skib uden min mor, så jeg nægtede først at komme op i båden, før vi havde fundet dem, fortæller han.

Marcus bliver dog samlet op af redningspersonalet, men de lover ham, at de leder efter hans mor.

Heldigvis havde Therese, der lå lidt længere væk, også opdaget, at der var lys i sigte, så hun brugte sin sidste energi på at skrige af sine lungers fulde kraft, i håbet om at de ville opdage hende med Villads på ryggen og Freja på tasken. De blev fundet, og Therese og børnene kom med op i båden.

Linda er væk

Efter seks timer i vandet var der nu endelig lidt ro på. De var blevet reddet og var på vej mod et større skib, hvor de var i sikkerhed. Men for dem var det heller ikke kun lykke.

– Jeg kunne ikke holde ud, vi ikke skulle fortsætte med at lede efter min mor, men de sagde, at det var for svært at finde hende, siger Amalie, mens der kommer tårer i hendes øjne.

De kommer op fra den lille redningsbåd til dækket på det store skib, der er fyldt med andre gæster, der har haft et stille og roligt krydstogt. Nu kan de samle sig lidt. De er her alle. Undtagen Linda.

De står i en foyer på skibet, da en elevatordør åbner. Amalie, Marcus og Therese kigger ind i elevatoren og begynder at skrige. Inde i elevatoren står Linda, der mange timer tidligere havde sagt farvel til dem. Ingen tror deres egne øjne, og da de fortæller det til Kenneth, gør han sig klar til at skulle fortælle sine børn, at det umuligt kan passe. Linda kan ikke have overlevet så mange timer alene på vandet, når hun ikke kunne svømme.

– Da jeg ser hende, knækker jeg sammen. Det er fuldstændig fantastisk, men jeg var også forvirret, for jeg troede jo aldrig, jeg skulle se min kone igen, siger Kenneth og rømmer sig. Linda tager hans hånd.

Der er en ro over dem nu. De er sikre, og vigtigst af alt, så er de sammen. Der bliver ikke sagt meget, men der bliver krammet og kysset. De er sultne, og de får serveret nogle pomfritter. Uden salt, bliver det pointeret.

– Vi kunne ikke spise mere salt, efter at vi havde slugt så meget saltvand, fortæller Marcus, og bordet begynder at smågrine lidt.

Sammen hjem

De bliver sejlet til en græsk by, hvor de bliver indlogeret på hotel, som en bekendt hjemmefra Danmark har booket til dem. Nu skal de bare samle kræfter.

Turen hjem bliver lidt sværere end forventet, fordi tasken med Therese og børnenes pas ligger et sted på Middelhavet, så der er nogle praktiske ting med Den danske ambassade og forsikringsselskaberne, der skal ordnes, inden de alle kan sætte sig på et fly og vende hjem til Faaborg. Men hjem kommer de. Sammen.

Det er nu to år siden, den tragiske skovbrand bragte de to familier i yderste livsfare. De overlevede, men der har været en pris. Fem ud af otte har i dag fået erklæret posttraumatisk stress, ptsd, og flere får den dag i dag stadig hjælp. Linda og Therese har ikke været på arbejde siden ulykken, og børnene kæmper hver sin kamp.

Amalie kan ikke være på en strand eller nær et bål, Mathilde kan ikke lide, når det regner eller er mørkt, og Marcus kan ikke holde ud, når der er for mange mennesker omkring ham.

– Kroppen er hele tiden i beredskab, vi føler hele tiden, vi skal passe på, eller vi er tæt på at dø, fortæller Kenneth.

Familierne fortæller, at det, der har været sværest for dem, er den manglende forståelse. For andre kan ikke sætte sig ind i, hvad det er, de har været igennem, og hvorfor de reagerer, som de gør. Og det kan være svært at skulle retfærdiggøre hele tiden, hvorfor man har svært ved visse ting, som ikke var et problem før i tiden.

– Men vi kæmper hver dag for at få et godt liv, og hver eneste dag, vi klarer, er et skridt i den rigtige retning, siger Therese.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Ude & Hjemme.