Køleskabsdrabet: Familien tog afsked med Sasia Amalie

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
To måneder efter Sasia Amalie Morsø blev fundet skuddræbt i et køleskab i Sydfrankrig, kunne familien endelig tage afsked med hende.
Det skete lørdag formiddag i Aarhus Domkirke, hvor familie og venner var samlet til en mindehøjtidelighed.
Det fortalte familien i sidste uge i en hjerteskærende pressemeddelelse.
"Sasia var en højt elsket datter, søster, svigerinde, moster, faster, barnebarn, kusine, niece og veninde med masser af drømme og håb for fremtiden. En fremtid der endte så brutalt og brat. Vores verden er for evigt forandret."
Højtideligheden i Aarhus Domkirke startede klokken 11, hvor alle venner og bekendte, der har været i berøring med Sasia Amalie, var velkomne.
Efterfølgende mødtes familie og venner til en mindesammenkomst i Aarhus Teater.
Dansk mand anholdt
Kort tid efter drabet kunne fransk politi slå til mod en 31-årig dansk iværksætter.
Han blev anholdt på sin bopæl i byen Mandelieu-la-Napoule, der ligger tæt på Cannes, og er nu under mistanke for drabet.

Sasia Amalie Morsø havde ligeledes opholdt sig i den store villa i Sydfrankrig før sin død.
Under en ransagning af adressen fandt betjente flere skarpladte våben, ligesom en mængde narkotika blev fundet på bopælen.
Det vides endnu ikke, hvordan den 31-årige danske iværksætter stiller sig til anklagen om drabet på Sasia Amalie Morsø.
Kendt fra tv
Sasia Amalie Morsø var uddannet tøjdesigner, og har tidligere optrådt på dansk tv.
For år tilbage medvirkede hun i "Trendsætterne" på TV3, hvor hun viste sine evner som designer frem i flere afsnit af programmet.
Men Sasia Amalie Morsøs liv ændrede sig tilsyneladende markant, da hun fandt sammen med den nu fængslede iværksætter.