Krimi20. september 2022 (opd. 22. september 2022)

Dansk mand mistænkt: Slog kone ihjel og puttede liget i køleskab

En dansk mand er under mistanke for at have dræbt sin hustru og forsøgt at skaffe sig af med liget i et køleskab i Sydfrankrig

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

En dansk mand er i Sydfrankrig under mistanke om at have dræbt sin hustru og forsøgt at skaffe sig af med liget i et køleskab.

Det oplyser anklagere ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manden har tirsdag været for en dommer.

Han blev anholdt tidligt søndag, efter at politiet havde overvåget hans bolig i byen Mandelieu-la-Napoule, som ligger tæt på Cannes. Det skriver det lokale medie Nice-Matin.

To bekendte skal have gjort politiet opmærksom på manden, efter at han havde bedt dem om at transportere et køleskab til en losseplads.

Køleskabet var blevet monteret en hængelås af den mistænkte dansker.

Ifølge mediet Leparisien havde den mistænkte dansker fået to venner til at transportere køleskabet på lossepladsen med besked om, at han havde dræbt en hund og lagt den i køleskabet - og deraf kom den stærke lugt fra.

Men efter at have brudt køleskabet op, dukkede der ikke kun liget af en hund op, men derimod også liget af den 32-årige danskers hustru, fortæller anklagemyndigheden.

Ifølge det franske nyhedsmedie Francebleu er dødsårsagen et eller flere skud i hovedet.

- Ofret er ikke blevet formelt identificeret, men obduktionen tyder på, at det er den mistænktes kone, siger talsmænd for anklagemyndigheden. De understreger, at yderligere undersøgelser er ved at blive foretaget.

Det vides ikke, hvordan manden stiller sig til anklagen om drabet på hans kone.

Under en afhøring har manden ikke givet "nogen forklaringer", oplyser anklagemyndigheden.

Efter fundet blev danskerens bopæl ransaget.

Her fandt betjente flere skarpladte våben ligesom en mængde narkotika blev fundet på bopælen.

Politiet siger, at der ved en mentalundersøgelse af den sigtede ikke er fundet tegn på, at han ikke kan stilles for retten.

Sponsoreret indhold