Krimi23. november 2020

Kæmpebøde til Berlingske: Krænkede Den Lille Havfrue

Dagbladet Berlingske har uretmæssigt brugt Den Lille Havfrues design - det koster dem nu 285.000 kroner i bøde
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tomjensen.jpg
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

En bøde på 285.000 kroner og sagens omkostninger svarende til 34.000 kroner.

Så dyrt har det været for dagbladet Berlingske at bringe henholdsvis en tegning og et billede af Den Lille Havfrue ved to særskilte tilfælde.

Dommen er faldet 23. november 2020 i Københavns Byret og drejer sig om to tilfælde af brud på ophavsretsloven fra henholdsvis 18. maj 2019 og 22. april 2020. Sidstnævnte brud blev begået, imens sagen om det første brud var i gang.

"ondskaben i Danmark"

Sagen, som er anlagt af arvingerne til billedkunstner Edvard Eriksen, der har skabt Den Lille Havfrue, drejer sig først og fremmest om en tegning, der blev bragt på forsiden af avisens 2. sektion ”Opinion” 18. maj 2019.

Her var der ifølge dommen en tegning, der viste "en havfrue-figur siddende på en sten i forgrunden af et større farvand. Figuren havde samme positur som Den lille Havfrue. Havfruefiguren havde et zombielignende ansigt med røde øjne, hun holdt et flosset Dannebrog, der var pigtråd bag stenen, og et tekstbanner henover stenen med relativt stor skrifttype, hvor der stod ”Ondskaben i Danmark”."

Tegningen fungerede som blikfang til en artikel, der handler om debatkulturen i Danmark. I artiklen var der også et stort billede af Rasmus Paludan.

Københavns Byret har vurderet, at det er indlysende "at Den lille Havfrue derved bliver forbundet med politiske budskaber, højreekstremisme og ondskab."

krænker igen

Imens sagen om den fornævnte tegning gik i retten, bragte Berlingske igen en illustration af Den Lille Havfrue i forbindelse med en artikel om højrepolitik.

Denne gang var det et billede, hvor Den Lille Havfrue havde fået mundbind på. Artiklens overskrift lød: "Bange for coronasmitte ? Så stemmer du nok på Dansk Folkeparti”.

Det er Københavns Byrets vurdering, at "fotografiet af Den lille Havfrue skal skabe interesse for artiklen og, at hun derved forbindes med coronasmitte og politik, herunder særligt højrepolitik."

Udover at skulle betale bøde og sagens omkostninger, har ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen også fået påbud om at afpublicere de nævnte artikler og forbydes at bruge billedet og tegningen igen.

SE og HØR har interviewet ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tom Jensen om bøden. Læs artiklen her.

Sponsoreret indhold