Jamaika dømt for ulovlig tvang mod kvinde: - Jeg er meget tilfreds

LÆS OGSÅ: Prisvindende musiker taget i skattesnyd for kæmpebeløb: Stor bøde og fængselsstraf
- Thi kendes for ret. Sharmarke Omar Ali idømmes 60 dages fængsel for ulovlig tvang og brugstyveri.
Sådan lød det kort før middag i retssal 17 ved Københavns Byret.
Her blev rapperen Jamaika dømt igen, igen, igen, efter han tilbage i september 2023 udsatte en tilfældig ung kvinde for ulovlig tvang ved at hoppe ind i hendes Ford Focus med en skræmmende trussel:
- Kør, eller jeg skyder dig, lød det fra rapperen, som har haft ekstremt svært ved at holde sig på lovens smalle sti det seneste årti.
Men selv om rapperen endte med at blive idømt 60 dages ubetinget fængsel for ulovlig tvang og brugstyveri af en bil, så var det en meget tilfreds forsvarer, som SE og HØR snakkede med efter dagens dom.

- Nu skal jeg så høre, om min klient også er tilfreds
29-årige Jamaika endte altså med at blive dømt for ulovlig tvang og brugstyveri for episoden 8. september forrige år, hvor han udsatte en ung kvinde for en ubehagelig oplevelse, da han tvang hende til at køre rapperen rundt i godt og vel et kvarter.
Men anklagemyndigheden gik sådan set efter at få dømt den unge musiker for frihedsberøvelse, hvilket kunne have givet Jamaika en højere straf.
Af den grund var det også en tilfreds Mette Grith Stage, som udtalte sig efter dagens retsmøde.
- Jeg er tilfreds. Det er jeg. Min klient blev frifundet for frihedsberøvelse, og har ramt den straf, som jeg gik efter. Så jeg er meget tilfreds.
Mette Grith Stage var tirsdag mødt op i byretten uden den anerkendte rapper, som formentlig var blevet hjemme i Vejle, hvor forsvarsadvokaten ellers selv var kørt fra tidligt tirsdag morgen.
- Nu skal jeg så høre, om min klient også er det (tilfreds red.), fortalte den erfarne forsvarsadvokat til SE og HØRs udsendte.

Jamaika frikendt for kidnapning
Københavns Politis anklagemyndighed havde ellers tiltalt den 29-årige rapper for frihedsberøvelse af kvinden, fordi han havde tvunget hende til at køre ham rundt i omkring et kvarter i København.
Men undervejs i dagens afhøring af offeret, forklarede hun, at hun aldrig var blevet holdt tilbage i bilen fysisk eller ved trusler.
Dermed mente retten altså, at hun hele tiden havde haft mulighed for at forlade bilen - også selv om Jamaika adskillige gange undervejs truede kvinden med, at han ville skyde hende, hvis ikke hun kørte.
SE og HØR forsøgte efter dagens retssag at få en kommentar fra anklager Sara Fasano, som repræsenterede anklagemyndigheden i sagen.
- Jeg vil helst ikke udtale mig, lød det dog formelt fra anklageren, inden hun susede ud ad døren i retssal 17 ved Københavns Byret.
Det er derfor uvist, om anklagemyndigheden er tilfredse med dagens dom, hvor Jamaika egentlig blev frikendt for den skrappeste tiltale i sagen.
Jamaika var oprindeligt tiltalt for flere forhold, men da sagen blev fremmet til dom, endte retten kun med at behandle den mærkværdige episode fra forrige år.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at anke dommen, hvis de mener, at den ikke er tilfredsstillende.
SE og HØR følger op på sagen.
LÆS ALT om tirsdagens sag mod Jamaika:
Anklageskrift:
Jamaika i retten for voldsom kidnapning: - Kør, eller jeg skyder dig
Liveblog fra tirsdagens retsmøde:
LIVE: Jamaika i retten for kidnapning: - Kør, eller jeg skyder dig
Sådan lyder dommen:
Rapperen Jamaika var på flugt fra pistolmænd: Skal i fængsel for ulovlig tvang
Læs om offerets voldsomme og mærkværdige oplevelse med Jamaika:
Ung kvinde truet med at blive skudt af rapperen Jamaika: - Han blev faktisk ked af det