Krimi29. august 2022

Han dræbte den danske rapper Shmur: Slipper for straf

Dommen er netop faldet i drabet på aarhusiansk rapsanger
Rapperen Shmur forblødte 22. juli 2020 ved væddeløbsbanen i Aarhus. Men hans død var ikke et drab i lovens forstand, har byretten nu afgjort.
Rapperen Shmur forblødte 22. juli 2020 ved væddeløbsbanen i Aarhus. Men hans død var ikke et drab i lovens forstand, har byretten nu afgjort.
 Foto: YouTube

En 43-årig mand skød og dræbte en 25-årige aarhusiansk rapsanger med kunstnernavnet Shmur ved Jydsk Væddeløbsbane 22. juli 2020.

Men han frifindes for drab, idet han handlede i nødværge, bestemmer Retten i Aarhus.

Den 43-årige var efter rettens vurdering mødt op ved væddeløbsbanen medbringende 1,8 millioner kroner, som skulle overdrages til den 25-årige som betaling for 50 kilo hash.

Men handlen blev ikke gennemført, idet den 43-årige ifølge retten blev angrebet af to af Shmurs venner.

Det fik den 43-årige til at bruge sit medbragte skydevåben. Han affyrede to skud, som ramte den 25-årige Abukar Hassan Ali - også kaldet Shmur.

Men skuddene blev efter rettens vurdering affyret i nødværge.

De to venner på henholdsvis 23 og 27 år er også tiltalt i sagen.

De er af retten fundet skyldige i at have forsøgt at frarøve den 43-årige de knap to millioner kroner, som han havde medbragt.

Her er hans forklaring

Den 43-årige forklarede i retten, at han var taget fra København til Aarhus, fordi hovedstaden under den første coronanedlukning var tørlagt for hash.

I Aarhus havde han lavet en aftale om at købe de 50 kilo hash. Aftalen var indgået via mellemmænd, så han kendte ikke den 25-årige.

Men pludselig skete der noget uventet under overdragelsen, forklarede den 43-årige i retten.

Helt umotiveret gik Abukar Hassan Ali og dennes ven, en 23-årig mand, til angreb og løsnede skud.

- Jeg troede, at han (den 25-årige, red.) skulle til at likvidere mig. Jeg troede endda, jeg var ramt, har den tiltalte forklaret.

Han affyrede efter egen forklaring to skud ud af sideruden på en Jeep Cherokee, han var kørende i.

Retssagen har været længe undervejs og er flere gange blevet sat på pause, fordi der er kommet nye oplysninger fra krypterede beskedtjenester.

Tidligere er tre andre mænd dømt i sagen for roller som mellemled mellem køber og sælger.

De har tilstået deres roller og er blevet idømt mellem halvandet og to et halvt års fængsel.

Efter at dommere og nævninger har vurderet skyldsspørgsmålet, skal retten nu udmåle en passende straf.

Der ventes endelig dom senere på dagen.

Sponsoreret indhold