Krimi15. september 2021

Kendt dansk rapper skudt: Var fejlslagen hashhandel drabsmotivet?

Den 26-årige rapper Shmur forblødte ved væddeløbsbanen i Aarhus, nu starter sagen mod den tiltalte mand
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2021-05-19_kl._11.38.13.jpg
 Foto: Youtube

Rapperen Shmur blev brutalt skudt ned på parkeringspladsen ved travbanen i Aarhus.

Men inden den 26-årige musiker afgik ved døden, forsøgte han at flygte væk fra gerningsmanden over den grusede p-plads den 22. juli i 2020.

I dag starter retssagen mod en 42-årig mand, der er tiltalt for at skyde den aarhusianske rapper, med det borgerlige navn Abukar Hassan Ali, på klods hold.

Det var et vidne, der alarmerede politiet. Personen hørte pistolskuddene ved travbanen. Kort tid efter ankom politiet, der forsøgte at genoplive Shmur, men det var forgæves.

I retten er det kommet frem, at dødsårsagen var forblødning efter skuddene.

Den 42-årige mand nægter sig skyldig i manddrab, men han har gennem sin forsvarsadvokat oplyst, at han erkender forsøg på at medvirke i hashhandlen og besiddelse af skydevåben.

Ifølge politiet er årsagen til drabet en hashhandel.

Shmur skulle angiveligt ville sælge ikke mindre end 50 kilo hash til den tiltalte mand.

To andre personer, der var sammen med rapperen på gerningstidspunktet, er tiltalt for medvirken til narkohandel.

Politiet mener, at den 42-årige mand affyrede to skud med en pistol ud af vinduet på sin Jeep Cherokee. Angiveligt blev der brugt en ni millimeter pistol af mærket Glock til drabet.

Der er afsat syv dage til sagen ved Retten i Aarhus. Dommen forventes at falde til oktober.

Drabet på Scmur var ikke det eneste drab i Aarhus i de dage. Ni timer senere blev en Satudarah-rocker dræbt af knivstik i Brabrand i Aarhus.

Sponsoreret indhold