Krimi7. marts 2024 (opd. 7. marts 2024)

Grønlænder idømt forvaring: Forsøgte at voldtage veninde

25-årig grønlandsk kvinde løb i bare tæer fra dør til dør og bankede på for at slippe væk fra gerningsmand.
Politigården i Nuuk, onsdag den 31. marts 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
En mand er blevet dømt for et groft voldtægtsforsøg og syv andre voldelige forhold - det koster ham en forvaringsstraf.
 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Retsdokumenter: Mistænkt stedfar misbrugte dræbt 13-årig pige

En 34-årig grønlandsk mand blev onsdag ved Qeqqa Kredsret på Grønland idømt forvaring på ubestemt tid for et groft voldtægtsforsøg af en 25-årig kvinde og syv andre voldelige forhold.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse torsdag.

Ifølge anklager Alexander Stürup er det på grund af grovheden i voldtægtsforsøget og antallet af tidligere domme om personfarlig kriminalitet, der har fået manden idømt forvaring.

For at blive idømt forvaring skal man blandt andet udgøre en fare for andres liv, helbred og frihed, og der skal være en risiko for, at personen igen begår grov personfarlig kriminalitet.

- Overvejelsen har været, om han skulle have almindelig anbringelse i anstalt, som han har fået mange gange før - samlet set næsten otte år, eller om han skulle have forvaring, siger Alexander Stürup.

Den 25-årige kvinde var ifølge anklageren venner med den dømte mand. Derfor var hun på besøg i hans lejlighed i byen Maniitsoq på Grønland, hvor forbrydelsen fandt sted tilbage i april.

Her forsøgte han at voldtage hende ved at tage halsgreb på hende og slå og sparke hende på kroppen og i hovedet.

Kvinden blev også frihedsberøvet af manden, da han tvang hende ud på badeværelset i lejligheden og bad hende tie stille, da politiet kom og bankede på døren til lejligheden.

Til sidst måtte hun flygte ud af lejligheden i bare tæer med kun en jakke ud over sin ellers nøgne krop, er det kommet under sagen. Her løb hun ifølge anklager fra dør til dør og bankede på, mens hun blev jagtet af den 34-årige mand, indtil hun slap væk fra ham.

Først senere om natten blev manden fundet af politiet på et værtshus, hvor han havde udsat fire af værtshusets gæster for vold.

Manden er ifølge anklager blevet idømt forvaring ud fra en grundig retspsykiatrisk undersøgelse af ham.

- Vi gik benhårdt efter, at han skulle have forvaring, så han ikke kommer ud igen, før en psykiater siger, at han har forbedret sig, lyder det fra Alexander Stürup.

Den 34-årige mand ankede udmålingen til Grønlands Landsret. Det vil sige, at landsretten skal tage stilling til, om manden skal idømmes forvaring eller anbringelse, som er almindelig fængselsstraf.

Sponsoreret indhold