Krimi6. oktober 2021

Fire såret i skoleskyderi i Texas

En 18-årig elev, der affyrede et våben under en slåskamp på en gymnasieskole i Texas, er anholdt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/21279621106975-1573x1049we.jpg
 Uncredited/AP/Ritzau Scanpix

To mennesker er blevet såret af skud og to andre kommet til skade på anden vis i forbindelse med et skyderi på en gymnasieskole i den amerikanske delstat Texas.

En elev på skolen kom i slåskamp med nogle andre og hev et våben frem, som han affyrede, siger politiet i byen Arlington.

Onsdag aften dansk tid lyder det fra politiet, at den 18-årige er blevet anholdt.

- Det er ikke en tilfældig voldsepisode, siger Kevin Kolbye, der er vicepolitichef i byen.

- En elev røg ud i en slåskamp og trak et våben.

Han tilføjer, at der blev affyret to eller tre skud i alt.

Tre mennesker er bragt til hospitalet. Af dem er to blevet såret af skud. Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om deres tilstand.

En fjerde person, som er en gravid kvinde, slap med mindre skrammer. Hun fik hjælp på stedet, men skulle ikke på skadestuen.

Medier i Dallas-området, hvor skolen ligger, skriver, at en 15-årig dreng er i kritisk tilstand. De to andre er ikke alvorligt såret.

Tv-billeder viser et stort politiopbud ved skolen, der blev lukket efter skyderiet.

Lange rækker af gule skolebusser holder klar til at evakuere eleverne.

Der er omkring 1900 elever på skolen Timberview High School.

Sponsoreret indhold