
Familiefar skudt i hovedet i Glostrup: Mand i mørkt tøj løb fra stedet

LÆS OGSÅ: Skyderi i Glostrup: Voldsomme videoer deles på sociale medier
En 30-årig mand - som er bror til en dansk skuespiller - blev tirsdag aften skudt i hovedet i boligkvarteret Grankoglen i Glostrup.
Manden er i kritisk tilstand, oplyste politiet tidligere onsdag.
Nu efterlyser politikredsen en specifik person, som blev set løbe fra stedet i mørkt tøj umiddelbart efter skudepisoden. Han var udover mørkt tøj også iført en form for hovedbeklædning.
Ifølge politiet løb manden fra gerningsstedet ved Grankoglen til fods ad Grannålen mod Oxbjerget til Granskoven, hvorefter han løb videre ad Skovløberstien til Skovsletten og derefter til højre mod øst i retningen mod Oxbjergvej.
- Har du set denne mand – eller andre, der virkede mistænkelige i området ved 21-30-tiden tirsdag aften – så kontakt os meget gerne, lyder opfordringen fra vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Politiet fik anmeldelsen om det voldsomme skudattentat tirsdag aften omkring klokken 21.30.
Her blev en 30-årig familiefar ifølge SE og HØRs oplysninger skudt i hovedet - han blev efterfølgende hastet til hospitalet i kritisk tilstand, men lige nu forventes det, at han overlever.
Offeret har tidligere været en del af den kriminelle underverden herhjemme, men har siden lagt sit liv om og lever ifølge SE og HØRs oplysninger et liv med fast arbejde og familie.
Han har fortsat familie, som er en del af det kriminelle miljø herhjemme.
LÆS MEGET MERE OM DET OG DEN KENDTE BROR I ARTIKLEN HERUNDER:


Voldsomme videoer
SE og HØR kunne tidligere onsdag fortælle, at der florerer voldsomme videoer og billeder på sociale medier, der angiveligt skulle være af tirsdagens skudoffer.
Den ene video - som SE og HØR er i besiddelse af - viser tilsyneladende manden, der iført sorte træningsbukser og en sort t-shirt ligger på asfalten på parkeringspladsen ved boligområdet foran ved en grå personbil.
SE og HØR har været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, der oplyser, at man kan blive straffet med bøde eller fængsel, hvos man deler fotos eller film af levende eller døde ofre - fx efter trafikulykker eller andre voldsomme hændelser.