Skyderi i Glostrup: Voldsomme videoer deles på sociale medier

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: Ung mand er i kritisk tilstand efter skyderi i Glostrup
Tirsdag aften fandt et skyderi sted ved boligområdet Grankoglen i Glostrup, hvor en ung mand blev ramt af skud.
Manden er i kritisk tilstand, meddeler Københavns Vestegns Politi.
Efter skudepisoden i Glostrup er der blevet delt flere videoer og billeder på sociale medier, der angiveligt skulle være af tirsdagens skudoffer.
SE og HØR er i besiddelse af flere videoer og billeder, som florerer på sociale medier.
Den ene video viser tilsyneladende den unge mand, der iført sorte bukser og en sort t-shirt ligger i asfalten på parkeringspladsen ved boligområdet foran ved en grå personbil.
Det ses i videoen, at manden ligger foran døren til førersædet - som står åben - hvor der også ses blod på asfalten.

En anden video - som SE og HØR er i besiddelse af - skulle være filmet fra en altan i boligområdet, hvor man på længere afstand kan se det blodige skudoffer ligge livløs på parkeringspladsen.
- Nej, nej, nej, nej, kan man høre, der bliver sagt i baggrunden på videoen.
SE og HØR har været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, som opfordrer folk til at lade vær med at dele de voldsomme videoer - det kan nemlig være strafbart.
- Hvis man videresender fotos eller film af levende eller døde ofre - fx efter trafikulykker eller andre voldsomme hændelser – til andre, kan det være en overtrædelse af straffelovens § 264d, som varetager hensynet til en persons fred og private forhold, som ikke vedrører andre, lyder det i en udtalelse til SE og HØR.
Søger vidner
Københavns Vestegns Politi har onsdag formiddag udsendt en pressemeddelse, hvori politikredsen oplyser, at de søger vidner til skudepisoden ved Grankoglen i Glostrup.
Derudover oplyser Københavns Vestegns Politi, at tirsdagens skudoffer er en mand i 30'erne, der er i kritisk tilstand.

Politikredsen fortæller yderligere, at de har efterforsket sagen intens siden tirsdag aften, og de beder nu om offentlighedens hjælp.
- Har du set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Grankoglen i aftes ved 21.30-tiden – så kontakt os på telefon 114.
- Det kan for eksempel være køretøjer eller personer, du ikke kender, eller andet, som afviger fra normalbilledet. Så hører vi gerne om det, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i pressemeddelelsen.