Krimi8. maj 2024 (opd. 8. maj 2024)

Er sket 4183 gange: Pas på flyvende flamingo og "løse ladninger"

Med op til 500 udrykninger om måneden for tabt gods er det vigtigt at dobbelttjekke din last før kørsel
Der er gang i haverne, men vejen frem til genbrugspladsen kan ende fatalt for andre, hvis du ikke sørger for at sikre dine ting, inden du triller afsted.
Der er gang i haverne, men vejen frem til genbrugspladsen kan ende fatalt for andre, hvis du ikke sørger for at sikre dine ting, inden du triller afsted.
 Modelfoto: Colourbox

LÆS OGSÅ: Trafikpropper truer Kristi himmelfartsferien

Det er højsæson på de danske veje, hvor sommersolen ikke kun lokker folk ud i det blå, men også synes at løsne "sikkerhedsselerne" for gods på trailere og lad.

Ifølge Vejdirektoratet flyver alt fra haveaffald til byggematerialer rundt på danske veje lige nu, hvilket øger risikoen for alvorlige ulykker.

Konsekvensen er også, at myndighederne ofte skal rykke ud – op til 500 gange om måneden – for at fjerne farligt tabt gods fra vejene.

- Jeg kan ikke understrege ofte nok, hvor vigtigt det er, at man fastspænder sin last ordentligt.

- Vi ser desværre alt for ofte, at der ryger byggematerialer eller andre genstande af ladet eller traileren, lyder det fra Stine Bendsen, der er afdelingsleder for Vejdirektoratets Trafikcenter.

Og det er især her i sommerhalvåret, hvor gør-det-selv-projekter blomstrer, og trailere fyldes til randen, at antallet af uheld stiger.

Det er de store motorveje, specielt i hovedstadsområdet og Østjyske Motorvej, som er hotspots for tabt gods. Mestendels stammer det fra varevogne og lastbiler, men også den private bilist kan være synderen.

Sidste år måtte der rykkes ud hele 4183 gange for at fjerne farer fra vejene. Så husk, næste gang du pakker bilen: Et ekstra tjek kan redde liv.

Vejdirektoratet anbefaler også, at man bruger appen "Giv et praj", hvis der ligger genstande på vejen eller i grøften, som bør fjernes. Og ikke umiddelbart udgør en stor fare.

Hvis du derimod ser noget, som ligger på motorvejen eller er en fare, skal du ringe 80 20 20 60 eller 114.

Sponsoreret indhold