Krimi3. juni 2025

Ebbe Preisler tog livet af sin hustru: 18 måneder senere er der ikke sket noget

Det er nu halvandet år siden, at filminstruktør Ebbe Preisler gav sin hustru Mariann en dødelig dosis metadon. Men han er stadig ikke blevet tiltalt for drabet
Ebbe Preisler forgiftede sin kone Mariann i december 2023 og forsøgte også at tage sit eget liv. 18 måneder senere er han stadig ikke blevet tiltalt.
Ebbe Preisler forgiftede sin kone Mariann i december 2023 og forsøgte også at tage sit eget liv. 18 måneder senere er han stadig ikke blevet tiltalt.
 Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Ebbe Preisler: - Mariann savner jeg naturligvis hver dag

Det var i juledagene i 2023, at den 82-årige filminstruktør Ebbe Preisler forgiftede sin hustru Mariann med en dødelig dosis metadon.

Mariann Preisler havde lidt af parkinsons i 20 år og var i en “opbevaringstilstand” på plejehjemmet på Frederiksberg. Hun var så syg, at hun ikke kunne gå, led af demens, gik med ble, havde problemer med korttidshukommelse og fik halluscinationer.

Ifølge Ebbe Preisler bad hans hustru ham om at tage livet af hende og gøre en endelse på den tilstand, hun var i, da han forgiftede hende, og hun efterfølgende afgik ved døden.

Ebbe Preisler forsøgte også at tage livet af sig selv i den ombæring, men det lykkedes ikke, da han vågnede på hospitalet kort efter. I stedet blev han fængslet i sagen og sigtet for drabet på hustruen.

Han nåede at sidde varetægtsfængslet i Vestre Fængsel i to uger, før han igen blev løsladt af en dommer.

Men selvom Københavns Politi og anklagemyndigheden nu har haft 18 måneder til at efterforske sagen og rejse tiltale mod Ebbe Preisler for drabet på Mariann, så er det stadig ikke sket.

Det bekræfter Ebbe Preisler overfor SE og HØR. Han er dog stadig sigtet for drabet.

“Der er ikke sket noget. Hver morgen lægger de sagen nederst i bunken, siger Ebbe Preisler.

Københavns Politi bekræfter overfor SE og HØR, at den 82-årige filminstruktør fortsat er sigtet for drab, men at der endnu ikke er rejst tiltale.

Advokat for Ebbe Preisler, David Neutzsky-Wulff oplyser til SE og HØR, at svaret fra anklagemyndigheden til advokaten lyder, at sagen fortsat "ligger til juridisk vurdering".

Men spørger man Ebbe Preisler selv, mener han, at sagen nu kører på 18. måned uden udsigt til en retssag, fordi politiet ikke kan finde beviser nok. Anklagemyndigheden skal kun rejse tiltale i en sag, hvis det vurderes, at der er tilstrækkeligt med beviser til at få personen dømt i en retssag.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

“Derfor kræver det, at de finder nogle vidner eller beviser, som kan bakke op om deres anklager. Når der ikke er sket noget, så er det fordi, de ikke kan finde beviserne, siger han.

Ifølge ekspert i strafferet ved Syddansk Universitet og tidligere anklager hos politiet, Lotte Helms kan Ebbe Preisler have en pointe.

“Det eneste jeg kan forestille mig er, at der er noget med bevisbyrden i den konkrete sag, siger Lotte Helms.

Dermed tyder den langtrukne sag på, at anklagemyndigheden stadig er ved at indsamle beviser mod Ebbe Preisler, som skal kunne dokumentere, at han er skyldig i den alvorlige anklage.

Han åbent erkendt, at han tog livet af sin hustru Mariann, men han mener, at der var tale om medlidenhedsdrab på hendes opfordring. Den paragraf har en markant lavere straf end den alvorlige paragraf om drab.

Da SE og HØR taler med Ebbe Preisler, mener han faktisk ikke længere, at det er realistisk, at der bliver en retssag mod ham.

“Sagen får lov til at blive tiet ihjel. Jeg tror, at anklagemyndigheden kommer til at lade sagen dø, siger Ebbe Preisler.

Til andre medier har han tidligere sagt, at han ønsker at få sagen afsluttet og tage sin dom for det, han har gjort.

Indtil videre har den 82-årige dokumentarist levet med drabsanklagen svævende over sig i halvandet år. Og netop derfor er den langtrukne sag særligt problematisk, mener strafferetsekspert, Lotte Helms.

“Det er jo forfærdeligt. Det er meget lang tid at have en sigtelse om drab hængende over hovedet, siger hun og understreger, at anklagemyndigheden er forpligtet til at afvikle sager så hurtigt som muligt.

De samme toner lyder fra Jørn Vestergaard, der er professor ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet. Han mener, at belastningen for Ebbe Preisler vokser, jo mere sagen trækkes i langdrag.

“Det gælder for såvel skyldige, som uskyldige. Men hvis en sigtet reelt er anklaget med urette, vil en uforholdsmæssigt langstrakt proces være særlig urimelig, lyder det.

Det kan også være problematisk for muligheden for en retfærdig rettergang, hvis der går for lang tid. Det kan nemlig ødelægge vidners hukommelse og andre beviser.

“Bevisførelsen kan blive vanskeliggjort i takt med, at tiden går, f.eks. at vidners erindringer efterhånden sløres. I sagens natur kan det også blive vanskeliggjort, hvis vidnerne er oppe i alderen, siger Jørn Vestergaard.

Ifølge Ebbe Preisler er flere af vidnerne i sagen i en fremskreden alder ligesom den 82-årige drabssigtede selv.

Ebbe Preisler holder dagen i dag stadig fast i, at hans kone Mariann Preisler bad om hans hjælp til at komme herfra.

“Hun valgte det selv, og jeg assisterede hende bare med det, siger Ebbe Preisler, der også mener, at flere veninder til hans afdøde hustru kan bakke op om, at Mariann Preisler ikke længere ønskede at leve.

Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere, hvorfor der endnu ikke er rejst tiltale i sagen.

- Det er korrekt, at der endnu ikke er taget stilling til tiltalespørgsmålet i sagen. Ebbe Preisler er fortsat sigtet. Vi kommer på nuværende tidspunkt ikke til at uddybe, hvorfor sagen fortsat behandles, lyder det fra Københavns Politi i en mail til SE og HØR.

Dermed vides det stadig ikke, hvornår sagen kan få sin afslutning.

Sponsoreret indhold