Krimi16. marts 2024

Mariann VILLE dø: Ebbe Preisler var ikke i tvivl

GRIBENDE INTERVIEW: Det var i ren kærlighed, at Ebbe Preisler mellem jul og nytår valgte at hjælpe sin kone med at slutte livet
Her lagde Ebbe Preisler, 81, sig til at sove og troede, at hans liv skulle slutte 27. december.
Her lagde Ebbe Preisler, 81, sig til at sove og troede, at hans liv skulle slutte 27. december.
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Derfor tog de ikke pillerne sammen

Skraldespanden blev tømt, tænderne børstet og nattøjet kom på, inden Ebbe Preisler krøb under dynen som altid. Men en ting var anderledes, for han tog otte metadonpiller natten til 26. december.

Klokken var blevet næsten halv tre, for 81-årige Ebbe havde skrevet mails til familie og venner, inden han gik i seng.

– Jeg har i aften og her i nat taget livet af Mariann og mig selv med 8 x metadon.

– Gad vidst om det virker?, lød ordene fra den livstrætte mand.

– Det var hende, jeg forelskede mig i. I kan godt se, at man kan forelske sig i denne dame, siger Ebbe med et smil, mens han viser billedet af Mariann Preisler, 80, som han mødte på færgen mellem Hundested og Grenå, da han var 25 år.
– Det var hende, jeg forelskede mig i. I kan godt se, at man kan forelske sig i denne dame, siger Ebbe med et smil, mens han viser billedet af Mariann Preisler, 80, som han mødte på færgen mellem Hundested og Grenå, da han var 25 år.
 Privatfoto

Livsgnisten forsvandt

Han havde set sin kone gennem 55 år blive mere og mere syg og ulykkelig. To år forinden var Mariann flyttet på plejehjem. Hun havde Parkinson, og Ebbe havde brug for aflastning. Men de fortsatte med at være sammen syv timer hver eneste dag.

– Det fungerede rigtig godt lige indtil april 2023. Der røg Mariann på hospitalet i tre uger med noget infektion, husker Ebbe.

Da Mariann vendte tilbage til plejehjemmet var det med sonde og et svækket helbred.

– Før kunne hun så tilpas meget, at jeg lige kunne få hende op og stå, gå de fire-fem trin hen til kørestolen, så jeg kunne tage den hen til bilen og så kørte vi i Dyrehaven, til Amager Strand og Tivoli.

Men den ellers ukuelige kvinde havde mistet livsgnisten. Hun følte sig indespærret, fordi hun ingenting kunne.

– Hun sagde: ”Er der ikke snart nogen, der kan tage over. Jeg gider ikke mere”. Det var helt tydeligt, at hun følte sig indespærret og havde klaustrofobi, forklarer Ebbe, som var ked af og havde det meget svært ved at se hende sådan.

Her er et billede fra Marianns sidste tid. Ebbe besøgte hende på plejehjemmet flere gange hver dag
Her er et billede fra Marianns sidste tid. Ebbe besøgte hende på plejehjemmet flere gange hver dag: – Jeg kom klokken 10.30 og var der til klokken 14, så sov hun, og så kom jeg tilbage ved 16.30-tiden, og så lagde jeg hende i seng ved 19-tiden. Jeg brugte mange timer på at læse højt, det var en god ting for os begge, for jeg fandt nogle bøger, som vi begge syntes, var spændende.
 Privatfoto

En tur til Istedgade

I september skrev parret en kronik, hvor de fortalte om drømmen om at tage piller og dø med hinanden i hånden. Kort efter fik Ebbe en besked fra en ukendt mand, som fortalte, at man kunne købe den slags i Istedgade, og det satte gang i Ebbes tanker, som rumlede i nogle måneder.

Men en dag besluttede han at køre mod Vesterbro.

– Jeg fandt, hvad jeg ledte efter. Jeg betalte og stak pillerne i inderlommen. Der skulle de ligge indtil videre, husker pensionisten.

– Hun var fantastisk til découpager. Den bakke der har hun lavet, roser Ebbe sin hustru.
– Hun var fantastisk til découpager. Den bakke der har hun lavet, roser Ebbe sin hustru.
 Foto: Martin Høien

Er det i dag?

Midt i december kunne han se, at Mariann fik det værre og værre, men han ville ikke ødelægge jul og nytår for familie og venner, så han ville vente til januar med at gøre en ende på deres liv.

De fik hyggelige juledage med familien. Men 26. december ankom Ebbe som sædvanlig til plejehjemmet klokken 10.30.

– Hun sad og græd. Det var jeg ikke vant til. Hun har hele vejen igennem været usandsynlig sej, hun har kun grædt overfor mig eller overfor en veninde en sjælden gang.

– Jeg satte mig hos hende, og hun sagde grådkvalt: ”Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere”. Så lænede jeg mig ind til hende og sagde: ”Er det i dag vi gør det?” ”Ja”, sagde hun. Jeg sagde: ”Er det i dag du gerne vil dø”, og hun sagde ja, genfortæller Ebbe.

Når Ebbe ser sig selv i spejlet, ser han en mand, som gav sin kone den ypperste hjælp i kærlighedens navn
Når Ebbe ser sig selv i spejlet, ser han en mand, som gav sin kone den ypperste hjælp i kærlighedens navn: – Jeg har ikke forkvabbelser. Det var ikke drab. For mig var det noget, der skulle ordnes, noget som jeg har været nødt til at ordne, ligesom meget andet i vores fælles liv.
 Foto: Martin Høien

Det fik ham til at handle. Han vidste, at pillerne skulle virke i fire-seks timer, derfor besluttede han, at Mariann skulle have pillerne om aftenen.

– Så tænkte jeg: ”Hvad så med mig selv?” Jeg besluttede klokken 3 om natten, for der sover hele, så hvis jeg lagde mig til at dø der, er der nok ikke nogen, der ville nå at opdage det, forklarer Ebbe.

Han havde en hyggelig dag med Mariann og gæster, og han fik skrevet et brev til personalet, så de ikke ville blive forskrækkede, når de fandt Mariann død.

Kys på panden

Efter han lagde Mariann i seng klokken 19, tog han hjem nogle timer, og tog så tilbage til plejehjemmet ved 21.30- tiden for at gøre sonden klar og indsprøjte de opløste piller.

– Jeg kyssede hende forsigtigt på panden, da jeg ikke ville vække hende. Så sagde jeg: ”Sov godt”, og lagde brevet på natbordet. Og det var det, siger han en smule berørt.

– Jeg græd ikke, da jeg gik derfra. Jeg fortryder ikke. Jeg ville bare gerne gøre det og gøre det ordentligt. Jeg tænkte kun på næstekærlighed og der var kun mig til at gøre det, siger Ebbe.

Han er heller ikke i tvivl om, at han nu var klar til næste skridt.

– Jeg mente, at verden ikke var til at holde ud mere. Der er krig og overforbrug.

– Menneskeheden er med sin grådighed ved at trille jorden ud over afgrundens rand, og jeg havde ikke lyst til at være her mere, uden min elskede, siger Ebbe om sine tanker inden han selv tog otte metadonpiller.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Sponsoreret indhold