Dobbeltdrab i Norge: Politiet efterlyser nu faren til den dræbte otte-årige
Et chok ramte onsdag Norge, da to personer blev fundet døde.
Der er tale om en mor og hendes otte-årige datter, og nu efterlyser norsk politi faren til den otte-årige.
Det er 46-årige Alwan Ahmed Alawneh, som ifølge NRK også er sigtet i sagen.
- Den efterlyste mand er den sigtede i sagen. Han er far til den otteårige pige, som er fundet dræbt, men han bor ikke længere på adressen, udtaler politiinspektør Cecilie Pedersen til avisen.
Politiinspektøren understreger, at en sigtelse ikke er ensbetydende med, at Alwan Ahmed Alawneh er gerningsmanden, men han er central i sagen, og det er derfor vigtigt for politiet at komme i kontakt med ham.
Politiet kan ikke udelukke at Alwan, som er norsk statsborger med rødder i Palæstina ikke allerede har forladt landet. Derfor er han i dag blevet efterlyst internationalt.
Politiet oplyser ikke, hvad der ligger til grund for, at de mistænker Alwan Ahmed Alawneh i sagen.
Torsdag eftermiddag var politiet til stede på en anden adresse i forbindelse med drabsefterforskningen, fortæller en nabo, som det norske medie har talt med.
Politiet var bevæbnet og bad i følge kilden alle naboerne om at holde sig væk.