Politiet efterforsker dobbeltdrab i Norge
Et chok ramte onsdag Norge, da politiet klokken 13.21 modtog en anmeldelse om to personer var fundet døde.
Umiddelbart efter blev dødsfaldene set som mistænkelige af politiet, og på et pressemøde onsdag aften fortæller politiinspektør Cecilie Pedersen, at man mistænker, at en mor og hendes otteårige datter er blevet dræbt i byen Vågsbygd tæt på Kristiansand.
Det efterforskes nu som et dobbeltdrab.
– Anmeldelsen var af en sådan karakter, at politiet med det samme forstod, at vi stod over for en alvorlig hændelse. Politiet rykkede ud med flere patruljer. Da de nåede frem, fandt de to personer, som var livløse. Der var ingen andre i hjemmet udover de to døde, siger politiinspektøren ifølge norske NRK.
Der er stadig ingen anholdte i den tragiske sag, og politiet efterforsker bredt for at finde ud af, hvad der er sket.
De vil samtidig ikke fortælle, om der var tegn på vold i hjemmet, hvor de to personer blev fundet.