Designervarer i overflod: Konen levede i sus og dus, mens manden svindlede

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske snagede i Brancos journal: - Mit hus er altid åbent for gæster
En dansk kvinde tager torsdag plads på anklagebænken, tiltalt i en omfattende sag om hæleri i millionklasse.
For ifølge politiet levede kvinden et liv i sus og dus med designervarer i overflod, mens manden svindlede de mange luksusvarer hjem - han er tidligere blevet dømt i en sag om omfattende svindel.
Anklageskriftet, som SE og HØR er i besiddelse af, viser da også en såkaldt kosterliste så lang, at man næsten bliver rundtosset.
Anklagemyndigheden har nemlig brugt mere end fem hele sider til at opliste de mange beslaglagte luksusvarer, som politiet fandt i parrets hjem og på den tiltalte kvindes person.
Politiet fandt blandt andet hele 43 par solbriller i mærker som Gucci, Chanel og Prada, 20 forskellige designertasker fra designere som Mulberry, Balenciaga, Gucci og Chanel, 31 par designersko, syv Wegner Y-Stole og en ufattelig stor mængde smykker.
Alene på kvindens person beslaglagde politiet et Rolex ur, to iPhones og adskillige værdifulde smykker - blandt andet et guldarmbånd med 11 blanke ædelsten, et tennisarmbånd med hvide ædelsten og en creol med brillianter.
Kvinden nægter sig skyldig i anklagerne om hæleri i millionklasse, oplyser hendes forsvarsadvokat Thomas Brædder.
Kvinden er beskyttet af et navneforbud i sagen, hvorfor SE og HØR ikke kan beskrive hverken kvinden eller hendes mands nærmere.
Det er manden dømt for
Den hæleri-tiltalte kone har ifølge politiet begået forbrydelserne i forlængelse af hendes mands omfattende svindel.
Han blev sidste år fundet skyldig og idømt en årelang fængselsstraf for svindel i millionklassen.
SE og HØR er forhindret i at beskrive sagen nærmere, da den tiltalte kvinde er beskyttet af et navneforbud i den verserende sag om hæleri af særlig grov beskaffenhed - det vil være et brud på navneforbuddet.
Svindel for millioner - her er nogle af de dyre designervarer
Risikerer seks års fængsel: Hæleri af særlig grov beskaffenhed
Kvinden er tiltalt for to forhold om hæleri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens §290 stk. 2, hvor strafferammen er op til seks års fængsel.
Udover de mange beslaglæggelser, som fylder størstedelen af det otte sider lange anklageskrift, har politiet ligeledes beslaglagt et tocifret millionbeløb fra to af kvindens konti.
Ifølge politiet stammer den voldsomme mængde designervarer og millionbeløbet fra mandens svindel - som konen angiveligt har nydt særdeles godt af.
I forbindelse med politiet aktion i parrets hjem fandt de blandt andet også hele 50 værdifulde smykker, som blev beslaglagt.
Her går blandt andet smykker fra designeren Ole Lynggard flere gange igen.

Anklagemyndigheden ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har nedlagt påstand om fængselsstraf, hvis kvinden bliver kendt skyldig.
Derudover går de efter at konfiskere den alenlange liste af designervarer og det tocifrede millionbeløb, som politiet alt sammen mener stammer fra mandens svindel.
Dommen forventes at falde i næste uge.
SE og HØR følger morgendagens retsmøde i Næstved