Krimi29. august 2023

Dennis Knudsen sigtet for vanvidskørsel: Beslaglagt bil og kørekort

Dennis Knudsens vredesudbrud på færgehavnen har nu fået store konsekvenser for kendisfrisøren
Dennis Knudsen mistede besindelse, da han kom for sent til færgen
Dennis Knudsen mistede besindelse, da han kom for sent til færgen
 Foto: Martin Høien

Dennis Knudsens hæsblæsende vredesudbrud ved færgehavnen i Aarhus har fået et ærgerligt efterspil.

Ifølge Her og Nu er kendisfrisøren blevet sigtet for vanvidskørsel og har fået beslaglagt sin bil - en audi Q7 til 1,2 millioner kroner.

Dennis Knudsen har også fået taget kørekortet i forbindelse med episoden ved Molslinjen.

Til SE og HØR bekræfter Dennis Knudsens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, at hendes klient er blevet sigtet og har fået beslaglagt sin bil og inddraget kørekortet.

- Jeg kan bekræfte, at han er blevet sigtet for vanvidskørsel. Han er blevet sigtet for nogle særlige paragraffer i lovgivning - som man populært kalder vanvidsbilisme - selvom dette ikke er et klassisk eksempel på vanvidskørsel, siger forsvarsadvokaten.

Dennis Knudsen selv udtaler, at han ingen kommentarer har til sagen og er blevet rådet til ikke at udtale sig af sin forsvarsadvokat.

- Han er stadig påvirket af den her episode, han er utrolig træt af, at han står i den her situation, siger forsvarsadvokaten videre.

- Han beklager dybt overfor alle. Men han var på det her tidspunkt presset med skrigende børn på bagsædet, og det var det, der fik ham til at reagere sådan, som han gjorde. Ikke, at det er nogen undskyldning.

- Jeg kan sige med sikkerhed, at hvis han kunne, så ville han gøre det om.

Østjyllands Politi oplyser, at sagen fortsat er under efterforskning. Molslinjen har tidligere udtalt, at de har frafaldet alle krav om erstatning.

Sponsoreret indhold