Krimi9. juni 2023

De mødte Mia på hendes sidste aften: Hun var høflig og i godt humør

Flere af dagens vidner i retssagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn kunne beskrive, hvordan den unge kvinde havde opført sig den sidste dag, inden hun døde
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Mia-sagen forklaret
 Alexander Brisling

Det er tredje dag i retssagen mod den 37-årige håndværker, der er tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn den 6. februar 2022.

Han nægter sig skyldig i voldtægt og drab, men erkender usømmelig behandling af lig.

De sidste to dage i retssalen har tiltalte afgivet sin forklaring, men nu er det andre mennesker ved vidneskranken. I dag har vidner, der så Mia Skadhauge Stevn i Jomfru Ane Gade blandt andet indtaget vidneskranken.

Flere mennesker, der var i Jomfru Ane Gade den nat har været indkaldt for at fortælle, hvordan de oplevede den unge Mia den 6. februar.

Fuld og høflig

Efter Mia forsvandt, var der billeder af den unge kvinde i alle medier, da politiet bad om hjælp til at finde ud af, hvor hun var.

Flerede ringede dengang ind til politiet for at forklare, at de havde været i kontakt med hende den nat, hun forsvandt. Fire mennesker er i dag - mere end et år efter - indkaldt til at vidne i Retten i Aalborg.

To af de mandlige vidner havde mødt hende på dansegulvet inde på baren Heidis Bier Bar, der ligger inde i festgaden Jomfru Ane Gade.

I foråret 2022 blev de afhørt telefonisk af Nordjyllands Politi, og i dag satte de sig ved vidneskranken og fortalte om den nat på baren.

Begge mænd beskrev hende som beruset, men hun blev dog også beskrevet som en høflig kvinde, der var i godt humør. Begge mænd fortakte også, at de ville beskrive dem selv som godt berusede.

Ville danse

Det første vidne forklarede, hvordan han mødte hende, da han sad på en bænk i baren og observerede dansegulvet. Han beskrev hende som en, der virkede glad og var, hvad han vil kalde, ”normalt fuld-glad”,.

Ifølge vidnet ville Mia gerne have ham med ud at danse, men han takkede nej.

– Hun er klar, hun vil virkelig gerne danse. Jeg havde nærmest intet valg, fortalte han og beskrev, hvordan hun hev i ham for at få ham med på dansegulvet.

Han beskrev at hun var ”sådan lidt flirtende”, men at det nok også var for sjov, fordi hun ville danse. Han forklarede, at hun forsøgte at kysse ham, og hun opførte sig på en ”indladende og flirtende måde”.

Ifølge hans telefoniske afhøring sidste år, forklarede han i retten, at han senere på aftenen så hende kysse med to mænd. En med et "sydlandsk udseende" og en med et langt rødt skæg. Det var dog svært for vidnet at genkalde i dag mere end et år senere, da han blev spurgt ind til det.

– Jeg kan ikke huske det, men jeg kan ikke udelukkende det, for jeg var meget fuld.

Et kram og et tantekys

Et andet vidne beskrev, hvordan han dansede med Mia på samme bar den nat. Han havde budt hende op til dans, og hun sagde ja.

De to dansede på en måde han betegner som en ”almindelig svingom”, og vidnet beskriver, hvordan de efter dansen krammede og gav hinanden et tantekys, hvorefter de gik ud på barens terrasse for at ryge.

Vidnet forklarede, at han opfattede Mia som meget fuld, hvorefter der blev spurgt ind til på hvilken måde.

– Den måde hun var på, man kunne godt se, hun var i godt humør, da vi så går ud for at ryge kan jeg godt mærke, på den måde hun går og er på, at hun er godt beruset.

– Hvordan er det hun går?, spørger specialanklager Mette Bendix.

– Hun går og svajer fra side til side, der er kommet alkohol indenbords.

Han fortalte, at han ude på rygerterrassen ikke har meget samtale med Mia, da han falder i snak med nogle andre.

Efterfølgende opdager han, at Mia er gået ind på baren igen, hvor han ser hende snakke med to mænd. Han nåede dog ikke at se hende meget længere, da hun forlod klubben og de to mænd, hun snakkede med, kort tid efter, mens hun gik i et rask tempo og ifølge vidnet måske virkede ”irriteret”.

Forskellige opfattelser

Indtil videre er to andre vidner blevet afhørt, barchefen på den klub hun var på som det sidste sted, samt en kvinde, der møder hende ude i garderoben, da Mia forlader klubben.

Deres forklaringer er meget forskellige, for mens barchefen mener, at Mia ikke er meget fuld, beskriver kvinden, at hun opfattede hende som meget beruset.

Der er afsat i alt 9 retsdage i sagen. Der ventes dom i slutningen af juni

Sponsoreret indhold