Krimi22. august 2023

Dansk frisørsalon sat i brand efter drab

Fire mænd sidder tirsdag på anklagebænken i en sag, som kredser om en frisørsalon i Islev i Rødovre Kommune
Branden var ganske voldsom.
Branden var ganske voldsom.
 Foto: Presse-fotos.dk

DRAMA PÅ SWINGERKLUB: Truede med at slå familie ihjel

Beboere var i overhængende livsfare, da en frisørsalon i Islev i Rødovre Kommune ifølge politiet blev stukket i brand sidste år.

Sådan lyder det i anklageskriftet mod fire mænd. De skal tirsdag møde til første retsmøde i en sag ved Retten i Glostrup.

Tre af de tiltalte forårsagede en eksplosionsagtig brand i begyndelsen af februar sidste år ifølge anklageskriftet.

Ifølge politiet knuste de et vindue og hældte brandbar væske ud i et baglokale i frisørsalonen. Herefter antændte de væsken.

Den påsatte brand kom kun få måneder efter, at en 17-årig dreng blev dræbt af skud i frisørsalonen.

Politiet har tidligere oplyst, at det mistænker, at skyderiet bunder i en konflikt mellem to grupperinger.

Det fremgår ikke af anklageskriftet, om Københavns Vestegns Politi mener, at der er en sammenhæng mellem skyderiet og sagen tirsdag.

Da det angiveligt lykkedes de tre mænd på 18, 27 og 23 år at antænde branden, var det anden gang på kun to dage, at frisørsalonen blev forsøgt brændt.

Frisøren var før branden gerningsstedet for et brutalt drab og flere drabsforsøg.
Frisøren var før branden gerningsstedet for et brutalt drab og flere drabsforsøg.
 Foto: Presse-fotos.dk

Natten før skal den 18-årige og 23-årige mand sammen med den fjerde tiltalte - en 24-årig mand - have forsøgt at sætte ild til frisørsalonen.

Ifølge anklageskriftet havde mændene lejet en bil, hvor de havde medbragt to dunke med motorbenzin.

Mændene nåede dog ikke frem til frisørsalonen ifølge anklageskriftet, fordi de mødte politiet på vejen.

Anklagemyndigheden har rejst sagen som en nævningesag.

Er en sag rejst som en nævningesag, risikerer de tiltalte at blive idømt fire års fængsel eller mere.

Mændene er tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 180, som er den mest alvorlige paragraf om brandstiftelse.

Det skyldes blandt andet, at politiet vurderer, at beboerne i stuen og på første sal var i overhængende livsfare. Det mener anklagemyndigheden, at de tiltalte må have indset.

Retten i Glostrup har afsat ti dage til at behandle sagen.

Sponsoreret indhold