Brancos datter var indlagt i seks måneder: - Jeg tænkte, det var karma

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske snagede i Brancos journal: "Mit hus er altid åbent for gæster"
- I min hjerne, der er det det, hun bliver syg af, lyder det hudløst ærligt fra Benjamin Cimatu.
Du kender ham nok bedre under hans kunstnernavn, Branco, som han har lavet musik under i over et årti - faktisk helt præcis 13 år.
Hans ældste datter er samme alder, og den nu store teenagepige var med til at ændre livet for Albertslund-rapperen, som dengang levede et liv på gadeplan og med ulovlige penge i lommen.
- Vi rappede om det og gjorde det samtidig, fortæller Branco i Podimo-podcasten "Branco mod Branco" om mikset mellem hans liv som kriminel og livet som musiker i den spæde start.
Podcasten fik i denne uge premiere på streamingtjenesten, og ordekvilibristen har lovet hans mange fans at tage dem med helt ind bag musikeren.
I første afsnit fortæller han da også en meget personlig anekdote om, hvad der fik ham til at stoppe med at tjene penge på kriminalitet.
Hans spæddatters alvorlige mavevirus, som fik hende indlagt på Hvidovre Hospital i seks måneder.
- Jeg tænkte, at det var de her beskidte penge. Det var karma, for at være helt ærlig med dig, lyder den rørende fortælling i podcasten.
Branco fortæller yderligere, at han på daværende tidspunkt tjente i hvert fald 20.000 kroner om dagen på "alt muligt lort", som det bliver formuleret.
- Jeg tror ikke, at ting sker mod en. Jeg tror, at de sker for en. Jeg ringede til dem, jeg lavede det med og sagde: Det hele er dit.
- Jeg kan ikke fylde mit køleskab med det her. For i min hjerne er det det her, hun bliver syg af, fortæller han om det skelsættende moment.

Herefter besluttede Branco sig for, at han fremover skulle leve på den rigtige side af loven - og med musikken som karrierevej.
Siden er det blevet til adskillige soloalbums og plader med venner som Gilli og Node.
Sidste år meddelte den succesfulde rapper, at "Baba Business 3" ville blive hans sidste album - han har nemlig lagt karrieren som musiker på hylden.