Krimi19. april 2024

Berørt far anmeldt for incest: – Jeg måtte afvise mine børn

En far er af sin ekskæreste blevet beskyldt for, at han har begået seksuelle overgreb mod et af sine børn. Fredag fortalte han berørt for retten, hvordan det har påvirket hans liv

LÆS OGSÅ: Konflikt mellem mor og far: Modtog hævnporno i Familieretshuset

– Når ens børn er syge og har haft mareridt, så er det ikke rart at skulle afvise sine egne børn.

– Men for ikke at give hende en undskyldning, så har jeg ikke ladet dem sove i min seng.

Sådan lød det fredag formiddag ved Retten i Næstved, hvor en far, der er blevet beskyldt for blandt andet at have begået seksuelle overgreb mod et af sine egne børn, skulle fortælle om konsekvenserne ved de alvorlige beskyldninger.

Her kunne man for første gang høre under hans forklaring, hvordan han kæmpede med at holde følelserne tilbage.

– Hvis de kom hjem og fortalte (til moren red.), at de havde sovet sammen med mig, så var det jo bare mere brænde til hendes bål, forklarede faren.

Den 31-årige kvinde, som er tiltalt i sagen, meldte faren tilbage i september 2021, men politiet nedlagde hurtigt efterforskningen, da anklagerne var uden hold i virkeligheden.

Konstant stress i tre år

Den alvorlige sag har taget hårdt på familiefaren og hans nærmeste familie, fortalte han fredag i retten:

– Det er aldrig rart at blive hacket eller afpresset, det har været røvubehageligt at skulle igennem.

– Vi har gået med konstant stress i tre år, og har skulle kigge os over skulderen hele tiden. Det har betydet rigtig meget personligt.

Han forklarer derudover for retten, at han føler, at han er blevet kigget skævt til i den by, hvor han bor sammen med sin kone og børn.

– Lokalmiljøet er heller ikke det største, og vi har haft ubehagelige episoder, som at vores bil fik smadret en bagrude, fortalte faren for retten.

Samtidig med de meget ubehagelige anklager, blev den forurettede far ligeledes udsat for hævnporno, da hans familie og venner fik tilsendt pornografisk materiale.

Beskyldte far for incest – ville stadig overlade børnene til ham

Den forurettede far i sagen fremlagde også for retten, at han slet ikke forstod, hvordan moren havde ageret i Familieretshuset.

Her fortalte moren nemlig ifølge ham, at hun ikke krævede at få børnene på fuld tid.

– Hun sidder i retten og vil gerne have børnene fra torsdag til mandag, selv om hun påstår, at jeg har begået overgreb på vores børn.

– Alligevel må jeg stadig gerne have børnene i længst tid. Det passer ikke rigtig overens.

– Jeg ville i hvert fald aldrig have det sådan. I så fald skulle den anden part jo slet ikke se børnene, lød det fra den forundrede far i vidneskranken.

Forventer dom fredag

Sagen har siden torsdag formiddag kørt ved Retten i Næstved.

På rettens første dag forklarede den 31-årige tiltalte mor blandt andet, at beskyldningerne om de seksuelle overgreb kom fra børnene selv. I den forbindelse prøvede moren efterfølgende at filme drengene, så de kunne fortælle, hvad de havde oplevet.

Det lykkedes dog ikke, og lige netop den situation fortryder moren.

– Jeg er meget ked af det som mor over, at jeg har udsat mine drenge for det her. Jeg var modbydelig, og jeg fortryder det så meget, lød det fra en tydeligt påvirket mor, der flere gange begyndte at græde under afhøringen for retten.

Sponsoreret indhold