57-årig kvinde fundet dræbt i Fårevejle: To mænd er anholdt

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
LÆS OGSÅ: Nu er Frederik efterlyst
SENESTE: Vil løslade to mænd
En 57-årig kvinde blev onsdag eftermiddag fundet dræbt i Fårevejle.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
To mænd er onsdag aften blevet anholdt og sigtet for drab.
Mændene er ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi henholdsvis 65 og 69 år.
Kvinden blev fundet død onsdag klokken 14.43 på en adresse på Adelers Allé i Fårevejle.
- Kvinden blev fundet af en bekendt, da hendes familie ikke kunne komme i kontakt med hende, udtaler vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i en pressemeddelelse.
- Omstændighederne gjorde, at vi med det samme indledte en forholdsvis stor efterforskning, og på den baggrund valgte vi her til aften at anholde to mænd, som vi mener kan have forbindelse til kvindens død, tilføjer han.
De to mænd sidder onsdag aften til afhøring hos politiet. Torsdag morgen besluttes det, om de skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling, skriver politiet.
Politiet hører meget gerne fra vidner, der har set noget omkring Adelers Allé i løbet af onsdagen. I så fald kan man ringe til politiet på telefon 114.