Krimi8. november 2022

29-årig mand tiltalt for drabet på Louise Borglit

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har netop rejst tiltale for knivdrabet på en gravid kvinde i Elverparken i Herlev den 4. november 2016
Louise
Louise Borglit blev dræbt i Elverparken den 4.november 2016.
 Foto: Privatfoto

En 29-årig mand er blevet tiltalt for drabet på den gravide Louise Borglit i Elverparken i Herlev i 2016.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Manden, der nu er tiltalt, blev anholdt tilbage i maj og har været varetægtsfængslet siden da.

32-årige Louise Borglit blev dræbt i Elverparken i Herlev den 4. november 2016, da hun var ved at lufte sin søsters hund. Hun var højgravid, og både hun og barnet døde af de 11 knivstik.

I årevis var ingen sigtet i sagen. Men i foråret i år kunne politiet noget opsigtsvækkende fortælle, at en mand var sigtet for det brutale drab, der var begået mere end fem år forinden.

En utraditionel metode har været i brug under efterforskningen af sagen.

Da den tiltalte mand i begyndelsen af maj blev fremstillet i retten, kom det frem, at en politiagent med dæknavnet "Frank" lod sig indsætte i Enner Mark Fængsel med den nu tiltalte mand.

Af hensyn til sagens fremstilling i retten, oplyser Københavns Vestegns Politi, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Hvornår retssagen skal køre, vides endnu ikke.

Sponsoreret indhold