Krimi12. marts 2022

21-årig endte som tilfældigt skudoffer: Har du videobilleder af denne bil?

Politiet har akut brug for videooptagelser efter drabet, der skete natten til tirsdag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bil_1.jpg
 Politifoto

I forsøget på at opklare drabet på en 21-årig mand i Viby J. ved Aarhus kommer politiet lørdag med en ny appel til personer, som har videoovervågning udenfor.

Ejere af butikker og virksomheder og andre i flere områder opfordres af Østjyllands Politi til at reagere, hvis de har installeret kameraer.

Appellen er rettet til folk i Rosenhøj, Viby, Stavtrup, Brabrand, Årslev og Harlev.

Politiet er interesseret i optagelser fra fredag 4. marts til tirsdag 8. marts om morgenen.

Bange for at gå ud

Drabet skete natten til tirsdag. Den 21-årige blev skudt, da han kom kørende i sin bil i Rosenhøj.

Politiet mener, at den unge mand blev et tilfældigt offer. Han har ifølge politiet ikke forbindelser til to kriminelle grupper, som for tiden har en voldelig konflikt.

- Det er en meget, meget tragisk hændelse, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Efter forbrydelsen var der fredag aften fakkeloptog i Rosenhøj. Borgere ville markere behovet for tryghed, ligesom de ville ære den dræbte, har TV 2 Østjylland rapporteret.

- Folk er bange for at gå udenfor. Både unge og gamle er i højeste alarmberedskab, sagde Anne Sølvbjærg fra Rosenhøj til tv-stationen fredag.

Hun oplyste, at nogle unge i området er nervøse for, at andre i området er utrygge ved dem, når de står i små grupper i det fri.

Offeret var i færd med at uddanne sig til bygningsinstruktør. På sin uddannelse på VIA blev han torsdag mindet med et minuts stilhed.

Politiet opfordrer borgerne til at undlade at se optagelserne igennem.

De skal i stedet sikre, at materialet ikke går tabt, og derefter give politiet besked.

Lørdag melder politiet, at man er i gang med at kortlægge gerningsmændenes færden i dagene op til og umiddelbart efter drabet.

Har du set denne bil?

• Sølvgrå VW Golf VARIANT 2,0 fra 2005

• Særlige kendetegn: Bilen er malet med koksgrå rende langs paneler og skærmkanter (ses på billedet), fælge er i ”alu crome look”.
• Køretøjet havde påmonteret stjålne nummerplader HG36244.

Efter skyderiet blev en bil stukket i brand i Viby på Ormslevvej, tæt på Høskov. Det har vist sig, at den sølvgrå VW Golf 1. februar blev stjålet i Låsby, og i tiden efter er bilen blevet set på en parkeringsplads på Karensvej i Brabrand.

Politiet håber på offentlighedens hjælp både med hensyn til videooptagelser og til vidner, der har set bilen.

- Vi arbejder intensivt på at opklare drabet, og vi vil gerne opfordre borgere til at henvende sig, hvis de har deres gang omkring afbrændingsstedet, eller hvis de har set den pågældende bil op til drabet, udtaler politiinspektør Brian Voss Olsen.

Sponsoreret indhold