Kongelige3. november 2022

Vietnam vækker minder: Kronprins Frederik tænker meget på farmand

Besøget i det østlige land får kronprinsen til at skænke sin far en ekstra tanke
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Kronprins Frederik har prins Henrik med i tankerne på sin tur til Vietnam.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Det er alment kendt, at Vietnam havde en stor plads i prins Henriks hjerte.

Prinsen levede de fem første år af sit liv i Hanoi, og vendte tilbage i 1950, hvor han to år senere blev student fra byens franske gymnasium.

Af samme grund har kronprins Frederik da også skænket sin afdøde far en tanke eller to de seneste par dage, hvor han sammen med kronprinsesse Mary står i spidsen for en erhvervsdelegation i det asiatiske land.

Det fortæller kronprinsen til den danske presse, der er rejst med til Vietnam.

- Jeg har tænkt meget på min far, mens jeg har været her. Han var meget betaget af det her land. Meget af hans tankegang var præget af den skønhed, som det her land besidder.

- Jeg sagde også til nogle af de officielle begivenheder, at vi alle står på skuldrene af vores fortid og vores forfædre.

Under Vietnam-besøget har kronprinsparret flere gange talt med pressen, men det er ikke alle emner, de gider tale om.

Spurgt ind til, om han har planlagt et møde med prins Joachim, lyder svaret fra kronprinsen, at han betragter det som en familiesag og dermed noget privat.

Heller ikke kronprinsesse Mary havde onsdag lyst til at svare på spørgsmål, der omhandlede forholdet til prins Joachim.

I stedet er fokus på Vietnam og de danske diplomatiske forbindelser, der i år har 50 år på bagen.

- Det er et land i rivende udvikling, som også har haft vækst under pandemien. Vietnam er virkelig lækkert, lyder det fra kronprins Frederik.

Det er anden gang, kronprinsparret besøger Vietnam sammen. Første gang var i 2009, hvor dronning Margrethe og prins Henrik også var med.

Sponsoreret indhold